Det er ikke for TV Avisens egen skyld, at TV Avisen fra mandag aften fik ny sendetid. Det er heller ikke for seernes skyld. Det er for at udnytte den gode tid før TV Avisen. Engang var TV Avisen DRs flagskib. Det var før X-Factor. Nu er der nyheder døgnet rundt på adskillelige kanaler, og TV Avisen, der har tabt 300.000 seere på ti år, må flytte ud af primetime.
Til gengæld er vi blevet lovet en både ny og bedre tv-avis. Med mere sammenhæng i nyhederne. Mere analyse af og mere perspektiv på dagens begivenheder. Det skal kort sagt både være mere indlysende og oplysende at vælge DR1 som sin nyhedsleverandør.
Men mig kunne de nu godt have narret. Det var sandt for dyden ikke let at se, at det var en helt ny TV Avis, som vi havde ventet en ekstra halv time på.
Bortset fra begrænset grafisk nyfortolkning og lidt kraftigere farver, var det meste ved det gamle, og intet nyt er altså ikke nødvendigvis godt nyt, når det gælder nyhedsformidling.
HVAD SYNES DU OM DEN NYE TV AVIS? DELTAG I DEBATTEN HERUNDER
Læs også: Nu flytter TV Avisen
Ledte man godt efter, kunne man måske se kimen til noget. Kim Bildsøe, der er ny fast vært, var hevet mere frem i billedet for at sikre identifikationen. Vi skal nemlig gerne føle os trygge ved Bildsøe, håber DR, og det gør vi da også. På samme måde har DR’s journalister, der nu hedder korrespondenter, fordi de er ude i marken på nyhedsjagt, fået faste roller, der sikrer genkendeligheden.
Line Gertsen er således ny graverkorrespondent. Hun havde til lejligheden gravet en historie frem om, at hashen flyder i fængslet Herstedvester. Og hurra for det. Altså ikke hashen, men at DR nu igen investerer i den dybdeborende og opsøgende journalistisk. Hvis de altså gør det.
Baseret på aftenens enlige svale, der knapt varede tre minutter, kan det være svært at vurdere, hvor seriøst DR’s nyhedsredaktion prioriterer den gravende journalistik, men det er utvivlsomt en af de veje, TV Avisen skal gå, hvis den igen skal tegne nyhedsbilledet og ikke bare nøjes med at referere det. Om de formår det, står endnu pivåbent. DR leverer stadig landets bedste tv avis, men skal den vinde seere tilbage frem for at tabe flere, så skal der formmæssigt større nyheder på bordet.




Heldigvis
Skrevet af Peter, Onsdag den 5. september 2012, 23:49
har man fjernet fanfarer og unødvendig underlægningsmusik så man nu kan høre hvad der bliver sagt. Så skal vi lige lære at tale lidt langsommere så er den perfekt TV 2 News kan godt gå hjem at lægge sig især det frygtelig kultur news
Skuffende T V Avis
Skrevet af Bente Fredgaard, Tirsdag den 4. september 2012, 15:59
Hvad i al verden er meningen? Hvor er det nye henne? Tror de, at vi er til at narre for de mange licenskroner, som de modtager?
Meget skuffende TV Avis.
KOPI
Skrevet af k.h., Tirsdag den 4. september 2012, 15:35
Det var ikke andet end en tro kopi af, hvad vi er vant til at se.
Desværre leveret af en mand, der på beskidt vis har smidt sit tidligere liv på "møddingen". Efter at hele familien tro fulgte ham på karrieretur til USA. Nu har han så samlet den sure "lærerinde" i form af Divia Dat
op.
Burde Dr-direktionen ikke gå lidt mere op i en personalepolitik, der kræver værdig opførsel. Man kan da ikke undgå at mene, at han helt har mistet værdighed og jordforbindelse og dermed ret til flere
fremtrædende poster. Det roderi der er ja på begge tv-stationer i så henseende burde stoppes hellere i dag end i morgen.
Hvor er de dog trættende disse studieværter!
Skrevet af J. Hansen, Tirsdag den 4. september 2012, 11:03
Samme Politiken-bavl as usual! Nye rammer og gammelt indhold. Udskift direktionen og studieværtene. Udskift hele banden istedet for som nu, at udskifte befolkningen!
Tv. Avis
Skrevet af Mona, Tirsdag den 4. september 2012, 10:40
Nu er den så også lagt så sent, at vi ser den ikke, hvis vi er ved at se en film, de tidlige film er nemlig ikke færdige endnu.
Men en ting er dejligt, vi er fri for at høre Mette Walsteds ragekniv af en stemme, betoninger der får os til at glemme indholdet af det hun siger, Line Gertzen er 1000 gange bedre, tak for det, lad så den anden blive på evig barsel.
tv
Skrevet af prebs, Torsdag den 6. september 2012, 09:57
den ville blive meget bedre hvis indbudte til kunne få lov til at tale ud uden ustanseligt at blive afbrudt af tv værten.
bedre?
Skrevet af Michael N, Tirsdag den 4. september 2012, 10:33
"DR leverer stadig landets bedste tv avis, " gør de det? TV2 er næsten en klon af DR når det kommer til nyhederne bare med bedre lyd og billed kvalitet. Hvis DR er bedre end TV2 på nogen punkter når det kommer til nyhederne har jeg meget svært ved at se det.
Same same
Skrevet af Thomas la Cour, Tirsdag den 4. september 2012, 10:27
Der var ikke meget nyt over den nye tv-avis. Men det såkaldte graver-indslag om hash i Herstedvester var altså ufrivilligt morsomt. Hvad bliver morgendagens graverindslag mon om? "Der køres for hurtigt på motorvejen"? eller "avisbude cykler på fortovet"? Det er vist ingen hemmelighed, at der er hash i fængslerne - og ej heller hvorfor man ikke bekæmper denne lovovertrædelse med stor nidkærhed. Og hvem kan egentlig have noget imod, at en livstidsfange ryger en joint i ny og næ?
Det har jeg
Skrevet af Kurt, Tirsdag den 4. september 2012, 10:45
De skal under ingen omstændigheder belønnes for at ha laves kriminalitet.
Tossetobakken er nu engang ulovlig..