Nadia Nadim, fodboldspiller på danmarks kvindelandshold
Nadia Nadim, fodboldspiller på danmarks kvindelandshold Foto: YVES HERMAN

Skuffelsen lyste ud af de danske fodboldheltinder efter søndagens EM-finale mod Holland. Som angrebsprofilen Nadia Nadim formulerede det lige efter nederlaget, var følelsen langt mere, at guldet var tabt end sølvmedaljerne vundet. Det er så sandt, at Nadim, Harder, Lykke og de andre powergirls ikke fik den helt store triumf med hjem. Men til gengæld vandt de danskernes hjerter, og forhåbentlig kan det blive guld værd for dansk kvindefodbold.

Paradoksalt kommer landsholdspigernes gennembrud på et tidspunkt, hvor interessen for kvindefodbold er faldende i Danmark. I sidste sæson var der et gennemsnit på blot 151 tilskuere til kampene i slutspillet om medaljer i den bedste danske damerække, kaldet 3F-Ligaen, hvilket er et fald på 17 procent i forhold til sæsonen før. Og til den kamp med færrest tilskuere dukkede blot 48 op. Med så få tilskuere er konsekvensen selvsagt, at det er svært for klubberne at få såvel sponsorernes som mediernes bevågenhed.

Fodbold

Derfor er det også ret nemme point, når flere politikere, der formentlig aldrig før har set en kamp i 3F-Ligaen, bruger den pludseligt opståede interesse for kvindelandsholdet til at indlede en ligestillingsdebat. »Det er kvinderne, der scorer målene, og mændene, der scorer kassen,« udtalte eksempelvis Dansk Folkepartis Merete Dea Larsen med forargelse i stemmen til TV2 under slutrunden.

Dansk Boldspil Union og klubberne har med kvindelandsholdets helt nye status i danskernes bevidsthed nu en enestående chance for at skabe større interesse for kvindefodbold herhjemme, og dermed vende den negative udvikling. På samme måde som De jernhårde ladies gjorde for dansk damehåndbold i halvfemserne, hvor klubberne hurtigt spandt guld på landholdssuccesen.

EM kvindefodbold

Lad os håbe, at fodboldpigerne kan fortsætte, hvor de slap, med charme, åbenhed og spil i verdensklasse. Så vil vi snart se effekten i klubberne og til syvende og sidst på de bedste pigers løncheck.

tnk

SMS

Hitter på Facebook