ARKIVFOTO: Motalavej i Korsør.
ARKIVFOTO: Motalavej i Korsør. Foto: Mads Nissen

Beboerne på Motalavej i Korsør glemmer næppe nytårsnat for tre år siden. En gruppe unge lømler satte ild til affaldscontainere, og husene blev beskudt med bomberør.

2. januar vakte det stor opstandelse på det meste af Sjælland, da en ung mand iklædt hættetrøje stod frem på regionalstationen TV Øst og pralede med, at hans bande stod bag brandene og havde jaget politiet væk. »De blev rigtig bange. De sked i bukserne,« lød det fra den 17-årige, der året forinden fik en dom for at have sat ild til en bokseklub.

Alle unge mennesker fortjener selvfølgelig en chance til, og en 17-årig kriminel skal have al mulig hjælp til at komme ud på den rigtige side af loven. Der er da heldigvis en del tidligere forbrydere og bandefolk, der i dag har indset, at kriminalitet er forkert og nu arbejder som rollemodeller eller gadeplansmedarbejdere i belastede områder. De fortjener stor anerkendelse for deres vigtige præventive indsats.

Men som BT i dag kan afsløre, så fik den unge brandstifter lov til at fortsætte som ’frivillig’ i den lokale ungdomsklub Basen, hvor de besøgende knap nok er teenagere. Altså er de i en alder, hvor de leder efter forbilleder blandt de ældre drenge, de kan spejle sig i. Sidste år var han med børnene i Lalandia som frivillig, selv om han med lokalbetjentens egne ord »sgu ikke er en rollemodel«.

Det mindste man kunne have gjort fra Slagelse Kommunes side, var at have hørt politiet, om det var en god idé, at netop han omgås drengene. Men ifølge politiet har det ikke været tilfældet.

Da BT fredag besøgte Motalavej, begyndte en gruppe unge at true med at kaste med sten efter vores journalist og fotograf, så man kan ikke sige, at alle problemer er løst med den unge mand som rollemodel. Derfor er det vigtigt, at Slagelse Kommune kigger på, om deres indsats i området overhovedet hjælper noget.

tnk

SMS

Hitter på Facebook