Ingen alarmklokker ringede, og derfor havde den skandaleramte journalist, Michael Qureshi, frit spil i årevis.

Det er tid til selvransagelse på BT, efter avisen fredag trak 287 artikler tilbage som følge af den såkaldte Qureshi-skandale, der rystede danske medier i december, hvor BT trak 22 artikler tilbage.

»Det er en stor og sørgelig sag, som vi beklager,« siger Olav Skaaning Andersen, ansvarshavende chefredaktør på BT.

Den tidligere BT-sportsjournalist, Michael Qureshi, blev i december afsløret i siden 1999 at have givet kilder falske navne. Senere kom det frem, at han har citeret kilder, der i dag afviser at have talt med ham, ligesom han har skrevet artikler med internationale journalister, som i dag afviser ethvert kendskab til Michael Qureshi.

Skandalen fik BT til at igangsætte en undersøgelse af hans samlede BT-produktion fra 2001 til 2014. I alt er mere end 6500 artikler blevet gennemgået, og undersøgelsen viser, at der er etiske problemer med 155 ud af 283 udenlandske kilder, som Michael Qureshi har brugt.

Men ligesom undersøgelser som Qureshis øvrige arbejdsgivere, Ekstra Bladet og Egmont har begået, frikender BTs Michael Qureshis skiftende chefer.

Mener du, at du med denne undersøgelse tager ansvar, når det ingen konsekvens får for nogle af de ansvarlige chefer?

»Jeg synes, at der er stor grad af konsekvens, når vi tilbagekalder 287 artikler. Vi lever af, at det vi skriver, er rigtigt. Når vi trækker 287 artikler tilbage, så er det meget alvorligt, og det er mit ansvar. Og jeg tager det fulde ansvar for, det vi gør, og for de tre år jeg var ansvarshavende chefredaktør for Michael Qureshi,« siger Olav Skaaning Andersen, der fortsætter.

»Det handler om, der er én person, som har snydt og bedraget. Det er ekstremt svært at dæmme op for snyd og bedrag. Og det er vi vidne til her. Det er sagens kerne.«

Tidligere sportschef på BT, Jacob Staehelin siger, at han gerne vil vedgå, at han 'fandt det tilfredsstillende, at Michael Qureshi var så produktiv - også mere produktiv end andre. Om det betød, at jeg ikke så på hans artikler med samme kritiske blik som på andres, kan jeg ikke afvise.' Det lyder som en usund journalistisk kultur?

»Det vidner om, at Michael Qureshi har været dygtig til at snyde, mens han sideløbende var produktiv og overholdt reglerne. Jeg kender mange produktive produktive journalister, som ikke kunne drømme om at gøre som Michael Qureshi. Det er en form for selvrangsagelse, som Jacob Staehelin gør, og den står for hans regning, men jeg ser ingen usund kultur på BT overhovedet.«

Private medier er pressede fra flere sider, og den enkelte reporter skal levere flere enheder end tidligere, så risikoen for, at journalister går for langt er større, mener journalisten Nick Davies, der bl.a. stod bag afsløringerne af News of the Worlds ulovlige telefonaflytninger. Hvordan vil du sikre, at journalister på BT ikke overtræder grænserne?

»Michael Qureshi kunne også have gjort det her for 25 år siden, hvor vi ikke var pressede. Jeg anser det her for at være en brist hos Michael Qureshi og ikke som et symptom på noget andet. At branchen er udfordret har ikke noget at gøre med den her sag.«

Hvad siger det dig, at ingen alarmklokker har ringet, når Michael Qureshi har kunne aflevere det ene personlige interview med det andet med fodboldstjerner, som normalt er umulige at komme i nærheden af?

»Jeg tror helt ærligt, at det er er fordi, at han ved siden af sin snyd også lavede gode historier. Og han havde mange kilder blandt især spanske fodboldjournalister, som er tæt på stjernerne.«

Kan det ske i dag?

»Man kan aldrig vide sig sikker om noget som helst, men selvfølgelig er vi mere på vagt efter den her sag,« siger Olav Skaaning Andersen, der på vegne af Berlingske Media har bedt politiet og Skat gå ind i sagen.

Michael Qureshis advokat oplyser, at han ingen kommentarer har.

Fakta: BT's undersøgelse
- BT beklager og tilbagekalder 287 artikler skrevet af Michael Qureshi
- BT har betalt 40.000 kr. for artikler formidlet af Michael Qureshi – muligvis på et falsk grundlag. Denne information er overdraget til politi og skattemyndigheder
- BT har indskærpet de etiske regler over for alle medarbejdere

Sagen kort:
Sagen om Michael Qureshi, der bl.a. har en fortid på BT, så dagens lys, da TV3 Sports fodboldmagasin Onside afslørede, at han siden 1999 har givet kilder falske navne. Ifølge hans egen forklaring er det sket for at beskytte de faktiske kilder. Qureshi har dog afvist at give sine chefer et fortroligt indblik i, hvem der gemmer sig bag de opdigtede navne. Samtidig har Qureshi, uden skiftende avis-chefer tilsyneladende har vidst det, haft et årelangt samarbejde med Egmont, der udgiver fodboldmagasinet Goal. Siden kom det frem, at Michael Qureshi fra slutningen af 2011 modtog betaling for artikler, der blev bragt i Goal og BT, igennem et selskab registreret i England. Samtidig afviser en række kilder og medskribenter ethvert kendskab til Michael Qureshi. BT, Ekstra Bladet og Egmont har som konsekvens af sagen trukket artikler tilbage.