’Hvorfor skulle udlændinge klare sig selv, nu hvor de har krav på husly og lommepenge fra staten, så snart de kommer hertil? De sviner, de svindler, de stjæler, de voldtager, og de dræber.’ Citat Cheanne Nielsen på DFs årsmøde.

Da jeg voksede op, hed en af mine bedste venner Hamid. Hamids forældre var fra Iran. De flygtede til Danmark som en konsekvens af krigen mellem Irak og Iran. I slutningen af 80´erne ekkoede fritidsklubben på Nørremarken af boldspil og Nintendo-lyden af Super Mario. Samtidig var det også stedet, hvor vi, som gik i klubben, mødte nye kulturer. Om du var fra Sri Lanka, Iran, Tyrkiet, Libanon eller Danmark, så fandt vi sammen om de ting, som børn gør. Leg.

Hamids hjem var anderledes fra mit eget. Indretningen med guldrammer og citater fra Koranen, samt billeder fra Kabaen i Mekka står stadig klart i erindringen for mig. Jeg kan huske nysgerrigheden, som blandede sig med maven, der knurrede, da Hamids mor spurgte, om jeg var sulten. Øjeblikket efter var den iranske kvinde, med det farvestrålende tørklæde om hovedet, i fuld gang med at lave mad. En time efter var vi på gulvet. Hamids far, mor og to mindre brødre og jeg selv spiste med fingrene af det festmåltid, som var stablet på benene. Alene fordi min seksårige mave havde knurret.

Efter den dag legede Hamid og jeg sammen hver dag. Vi legede karate. Vi klatrede i træer. Vi lejede de nyeste VHS-film med Jean Claude Van Damme. Jeg lærte en vigtig lektie hos Hamids familie. Her gav man til andre, før man tog selv. Her var bøn, og her var tørklæde. Her var religionen til stede, men ikke mellem os.



Videre op gennem vores teenageår forsatte vores venskab. Hamid og jeg kiggede på mærkevaretøj, vi ikke havde råd til. Vi cyklede fra byens nordlige bakker mod biografen, så snart vi tilsammen havde penge nok til to billetter. Hamid mødte flere af mine venner i Vejle Boldklub. De fleste af disse kom fra byens finere områder. Det tætteste, de kom på Mellemøsten, var, når turen gik til Italien på sommerferie. Det havde vi ikke så meget af. Ferierejser. De seks uger hver sommer blev brugt i Danmark. Sjældent mere end en håndfuld kilometer fra blokkene. Vi kæmpede drabeligt om hæder og glorie, som livet ikke syntes at ville berige os med. Vi stod sammen. Vi var venner.

Da min far døde kort efter min 21-års fødselsdag, kun 44 år gammel, mødte Hamids far, trods værende troende muslim, op i kirken. Han gav ikke min mor hånd til kondolence foran kirken, men lagde i stedet hånden på sit hjerte og bukkede dybt i respekt.

For det er lige præcis det, som det handler om. Respekt. Ikke for dem, som ikke vil passe ind. Men respekten for alle dem, som gør. De mennesker, som er mennesker som os, selv om de har en anden baggrund. De elsker, de griner, de deler, de kæmper. De er her.