Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Teknisk brøler er skyld i, at over 93.000 ambulance-opkald ikke blev optaget. Sundhedsministeren beder Region Hovedstaden stramme op.

En fejl i Region Hovedstadens it-systemer er skyld i, at 93.760 radioopkald mellem regionens ambulancer og akutberedskab ikke er blevet optaget og gemt, som det ellers er standard i alle landets regioner.

Dermed er det i dag ikke muligt at genskabe, hvad der er sket i de konkrete sager, som er fra april 2016 til januar i år, hvor svigtet på radiosystemet SINE har fundet sted. Det kan BT i dag afsløre.

Radiosystemet bliver ellers brugt af stort set alle danske beredskaber, da det skulle være det mest driftssikre og pålidelige system.

Hos Styrelsen for Patientsikkerhed, som bruger lydoptagelserne i arbejdet med at undersøge sager til bunds, møder det kritik.

»Det er uklogt af Region Hovedstaden at miste så mange lydfiler,« siger Anette Lykke Petri, overlæge og tilsynschef hos Styrelsen for Patientsikkerhed, som tillægger lydoptagelserne stor betydning.

De manglende lydoptagelser kan i værste fald betyde, at fejl begået hos akutberedskabet ikke kan dokumenteres.

»Med en lydoptagelse er der dokumentation for hele sagsforløbet i modsætning til journaloptagelser,« forklarer hun.

Også administrerende direktør Kim Høgh fra Hjerteforeningen mener, at lydoptagelser har en afgørende betydning for patienternes sikkerhed.

»De sikrer den optimale behandling og giver mulighed for at se, om der er sket fejl. Det er et rigtig vigtigt redskab,« siger Kim Høgh.

Fejlen møder også kritik fra fungerende sundhedsminister Karen Ellemann (V):

»Jeg vil opfordre Region Hovedstaden til at få styr på sit setup,« lyder det fra Karen Ellemann.

Beklager fejlen

Region Hovedstaden oplyser til BT, at fejlen skyldes, at en af de telefon-pulte, der tager sig af at koordinere ambulancerne rundt i regionen, har været monteret forkert.

‘Region H beklager naturligvis, at fejlen med opkoblingen opstod,’ hedder det i en mail til BT.

De forsvundne optagelser af opkaldene - i fagsprog kaldet voicelogs - er fra april 2016 til januar i år.

I perioden blev der i alt foretaget 305.000 opkald via radiosystemet SINE mellem akutberedskabets hovedkontor og regionernes ambulancer. Det er således næsten hvert tredje af disse opkald, der ikke er blevet optaget.

Hjerteforeningen undrer sig

Udover at beklage fejlen understreger Region Hovedstaden, at man ikke er forpligtet til at optage alle opkald - selv om det er standard i alle fem regioner, at alt optages og gemmes.

‘Årsagen til, at Region Hovedstaden alligevel i udgangspunktet optager disse opkald, skyldes, at regionen bruger optagelserne i forbindelse med kvalitetsarbejdet,’ skriver regionen.

Den indstilling møder kritik fra Hjerteforeningen, som undrer sig over, at Region Hovedstaden ikke erkender mere direkte, at det er problematisk, at optagelserne er væk.

»Man skal sige det, som det er: Man har etableret voicelogging, fordi man har nytte af det i kvalitetsarbejdet. Der er sket en fejl, som er beklagelig, og så retter man den,« siger Kim Høgh, som generelt er meget tilfreds med regionernes samarbejde på området og ikke har kendskab til sager, hvor opkald har manglet.

Hvert eneste minut tæller

Regionen Hovedstaden pointerer i den aktuelle sag, at de mistede opkald rummer koordineringer af ambulancerne - af en såkaldt dispatch - og ikke sundhedsfaglige vurderinger fra en læge.

Men det gør ikke problemet mindre, lyder meldingen fra Hjerteforeningen:

»I en akut situation tæller hvert eneste minut. Er der sket en fejl hos dispatcher eller i den faglige vurdering, er alle data og optagelser relevante. Der er sket en fejl her, og længere er den ikke. Det burde man bare indrømme i stedet for at komme med alle mulige forklaringer,« siger Kim Høgh.