Justistministeren skal komme med en redegørelse i Rigspoliti-sag, hvor to konsulenter fik million-opgaver af en afdelingschef, de kendte i forvejen

Sagen om de guldrandede konsulenthonorarer i Rigspolitiet udvikler sig.

Justitsminister Søren Pind (V) kan nu se frem til at skulle komme med en redegørelse over for Folketingets retsudvalg efter at BT søndag afslørede, at afdelingschef i Rigspolitiet Bettina Jensen i en længere årrække forgyldte to venner ved at give dem lukrative million-opgaver.

Det siger Dansk Folkepartis retsordfører Peter Kofoed Poulsen til BT:

»Vi vil have en redegørelse fra Justitsministeren. Normalt har vi stor tillid til Rigspolitiet, og danske embedsmænd har ry for at være ubestikkelige. Det er en sjælden sag, og derfor skal vi have alt frem i lyset,« siger Peter Kofoed Poulsen.

Dansk Folkepartis retsordfører Peter Kofod Poulsen kræver nu en redegørelse fra justitisminister Søren Pind, efter BT søndag kunne fortælle om Rigspolitichefen Bettina Jensen, der i en årrække har forsynet to venner med konsulentopgaver for millioner. Foto: Simon Læssøe, Asger Ladefoged/Scanpix
Dansk Folkepartis retsordfører Peter Kofod Poulsen kræver nu en redegørelse fra justitisminister Søren Pind, efter BT søndag kunne fortælle om Rigspolitichefen Bettina Jensen, der i en årrække har forsynet to venner med konsulentopgaver for millioner. Foto: Simon Læssøe, Asger Ladefoged/Scanpix
Vis mere

De to eksterne konsulenter Mariann Færø og Christine Thorsen, der i forvejen kendte afdelingschefen, fik lukrative million-opgaver helt uden konkurrence. Opgaverne kom ikke i udbud ligesom aftaler uden budget-rammer fik millionerne til at rulle med så høj fart, at en af konsulenterne på bare et halvt år fik udbetalt 4,6 mio. kr.

På tre år mellem 2011 og 2013 indkasserede de to konsulenter 20 mio. kr.

Trækker tråde til DR

Sagen trækker også tråde til DR, hvor Bettina Jensen som indkøbschef sikrede Mariann Færø og Christine Thorsen opgaver for mere end 9,2 mio. kr.

»Jeg skal endnu ikke gør mig til dommer over sagen, men jeg blev da i træls humør, da jeg læste historien. Det er også trættende, hvis Rigspolitiet bruger pengene på konsulenter i stedet for på blå uniformer,« siger Peter Kofoed Poulsen.

Justitisminister Søren Pind, kan se frem til at skulle udfærdige en redegørelse, efter BT søndag kunne fortælle om Rigspolitichefen Bettina Jensen, der i en årrække har forsynet to venner med konsulentopgaver for millioner. Foto: Henning Bagger
Justitisminister Søren Pind, kan se frem til at skulle udfærdige en redegørelse, efter BT søndag kunne fortælle om Rigspolitichefen Bettina Jensen, der i en årrække har forsynet to venner med konsulentopgaver for millioner. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Også Socialdemokraterne ser med alvor på sagen:

»Alle former for korruption og vennetjenester i det offentlige er aldeles uacceptable. Derfor er det afgørende, at sådanne sager efterforskes til bunds. Er der sket et brud på reglerne, er konsekvenserne hårde. Det skal de også være,« siger den socialdemokratiske retsordfører Trine Bramsen.

Søren Pind er pt. i USA og kan derfor ikke kommentere sagen, men Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen siger til BT, at han ser frem til en redegørelse i sagen:

»Jeg kender ikke sagens substans udover den omtale, der har været i BT. Det er klart, at politiet skal overholde loven og relevante EU-udbudsdirektiver. Jeg er ikke i stand til på det foreliggende grundlag at foretage en nærmere vurdering af, om udbudsdirektivet er overholdt. Jeg har forstået, at der udarbejdes en nærmere redegørelse og så må vi herefter se, om den giver anledning til yderligere undersøgelser,« lyder det fra Preben Bang Henriksen.