BT har fundet usynlige bagmænd bag abonnementsfælder, som snyder penge fra unge med kendte bloggere som lokkemad

Med slagtilbud på kosmetik lokker bagmændene dankort-oplysninger ud af unge danskere, hvorefter de hæver langt større beløb.

De gemmer sig bag falske adresser, falske telefonnumre, de besvarer ikke nødvendigvis mails fra kunderne eller undlader at sende fakturarer, de slører IP-adresserne, og de opererer endda helt uden virksomhedsnummer det såkaldte CVR-nummer.

BT kan onsdag afsløre flere personer, der er involveret i de to hjemmesider Brymask.com og Whiteeth.dk, som får kunderne til at rase, og som Forbrugerrådet kalder svindel.

De er tre unge dansk-tyrkiske mænd ved navn Mikail Cevik, Mikail Öztürk og Eren Erdogan, der er omkring 20 år gamle og alle bor i Roskilde.

Som BT kunne fortælle i sidste uge, så bruger bagmændene kendte bloggere - som ikke er vidende om, at de reklamerer for fusk - som reklamesøjler. Blandt andet har bloggerne Irina Olsen og Fie Laursen reklameret for de to hjemmesider.

Abonnementsfælderne kaldes også ‘scam’, og de går det ud på at få de unge til at tro, at de køber et billigt produkt på nettet ‘uden binding’. Men i stedet binder de sig for et langt dyrere abonnement.

»Det ligner klokkeklar svindel. Det er virksomheder, som laver en klassisk type kriminalitet på internettet, som handler om at få forbrugeren til at købe nogle varer, som bliver dyrere end det oplyste, og som ikke nødvendigvis når frem,« siger Forbrugerrådets direktør Lars Pram.

BT’s research viser, at Mikail Cevik er involveret i hjemmesiden Brymask.com, som lokker med en såkaldt ‘blackmask’ hudcreme til kun ni kroner.

Et tilbud som 22-årige Denice Kjærgård Schulz faldt for efter at have set Irina Olsen reklamere for produktet på sin blog. På Brymask.com købte hun - som beskrevet i BT i sidste uge - to  ‘blackmask’ for 18 kroner.

Men i stedet blev der hævet 1215 kroner.

»Det er bedrageri og svindel, og jeg har meldt det til politiet,« siger Denice Kjærgaard Schultz, der her 11 dage senere endnu ikke har modtaget de to muddermasker.

Brymask.com har ingen kontaktinfo, intet cvr-nummer, intet telefonnummer og selv hjemmesidens såkaldte IP-adresse er sløret, så det ikke kan ses, hvem der har oprettet den.

Hjemmesiden Brymask.com som er en såkaldt abonnementsfælde.
Hjemmesiden Brymask.com som er en såkaldt abonnementsfælde.
Vis mere

Derudover blev der på hjemmesiden henvist til et ‘fake’ telefonnummer, som ejes af elektrikeren Magnus Olsen, som intet har med hjemmesiden at gøre. Til gengæld måtte han som beskrevet i BT i sidste uge tage imod en masse opkald fra vrede kunder. Nu er alle kontaktinfo på siden slettet.

Magnus Olsens telefonnummer er blevet misbrugt af hjemmesiden Brymask.com
Magnus Olsens telefonnummer er blevet misbrugt af hjemmesiden Brymask.com Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Ad omveje er det alligevel lykkedes BT at finde frem til, at Mikail Cevik på en eller anden måde er involveret. BT er nemlig vidende om, at bagmanden bag den 100 procent anonymiserede hjemmeside har opereret fra et telefonnummer, som knytter sig til den unge dansk-tyrker.

Netop som sagen om svindlen begyndte at rulle i torsdags, blev telefonnummeret slettet fra Krak ligesom telefonen blev lukket ned.

Med telefonnummeret i hånden og en simpel Google-søgning afsløres det dog, at Mikail Cevic er ejermanden af det nu nedlagte nummer - som i øvrigt ikke skal forveksles med det tidligere officielle nummer, som henviste til elektrikeren Magnus Olsen.

Derudover har BT også anden dokumentation, som dog ikke kan lægges frem uden at afsløre kilden.

BT har forsøgt at få fat i Mikail Cevic, men det er er ikke lykkedes.

Til gengæld er det lykkedes BT, at få fat i en anden involveret bag en tilsvarende hjemmeside. Han hedder Mikail Öztürk og sammen med Eren Erdogan står han ifølge virksomhedsregistret CVR bag hjemmesiden Whiteeth.dk, som på tilsvarende vis lægger abonnementsfælder ud for kunderne ved at sælge blegemiddel til tænderne for 24 kroner per dåse.

Et billede på Facebook afslører i øvrigt, at Mikail Öztürk og Mikail Cevic (ham med Brymask.com) kender hinanden godt.

Da BT fangede Mikail Öztürk over telefonen, nægtede han i første omgang at kende til hjemmesiden

Først troede han nemlig, at det var en vred kunde, som ringede, og han anbefalede “kunden” at anmelde det til politiet og gøre indsigelse over for sin bank.

Da han fandt ud af, at det ikke var en kunde, men en journalist han havde i røret, ville han først vide, hvor BT havde fået hans nummer fra.

Han benægtede stadig at kende til hjemmesiden, og forbindelsen blev pludselig afbrudt.

Han ringede efterfølgende op til BT og erkendte, at han stod bag hjemmesiden for så til sidst i interviewet at trække i land og påstå, at han kun var talsmand. Han ville dog ikke fortælle, hvem han så i givet fald var talsmand for.

Før BT gik ind i sagen i sidste uge havde Whiteeth.dk's hjemmeside ikke oplyst noget CVR-nummer, ligesom Mikail Öztürk og Eren Erdogan opgav en falsk adresse nemlig Københavnsvej 180, hvor der ligger en bilforhandler.

BT har ikke fået nogen sammenhængende forklaring på, hvorfor Mikail Öztürk har brugt en falsk adresse.

Efter, at BT fik fat i Mikail Öztürk, fik de dog travlt med at opdatere hjemmesiden med CVR-nummer og en ny adresse, som er et kontordomicil i Ballerup.

Tidligere stod der heller ikke noget på hjemmesiden om, at man samtidig med købet også bandt sig for et dyrt abonnementet på 799 kroner (nu sat ned til 499 kroner). BT har gemt et screendump, som dokumenterer det. Mikail Öztürk hævder dog stadig, at det har stået der hele tiden.

Whiteeth.dk's oprindelige hjemmeside. Ikke et ord om nogen abonnementsordning.
Whiteeth.dk's oprindelige hjemmeside. Ikke et ord om nogen abonnementsordning.
Vis mere

Tilsvarende produkter i eksempelvis Matas koster i øvrigt maksimalt 250 kroner.

Nu fremgår det af hjemmesiden, at man tilmelder sig en abonnementsordning ved køb af tilbuddet på 24 kroner. Whiteeth.dk har også ændret abonnementsbetingelserne, så abonnementet ikke kan opsiges i det første syv dage. Men for at opdage det, skal man ‘læse det med småt’.

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Eren Erdogan, der ifølge virksomhedsregistret Virk.dk også er involveret i Whiteeth.dk.


Bagmand nægter først at stå bag - så indrømmer han

Da BT får fat i ejer af Whiteeth.dk Mikail Öztürk, tror han i første omgang, at han har en kunde i røret.

Har du et site, der hedder Whiteeth.dk?

»Du er den fyrrende person, der ringer mig op i dag. Nej, jeg har ikke hjemmesiden. Du skal politianmelde det eller lave en indsigelse over for din bank.«

Så det er ikke dig, der ejer Whiteeth.dk?

»Nej, du skal lave en indsigelse.«

Da det går op for ham, at det er BT, der ringer, spørger han til, om han må være anonym, hvilket afslås. Han fortsætter med at hævde, at han ikke står bag hjemmesiden.

Hvem står så bag hjemmesiden?

»Det ved jeg ikke.«

Hvorfor snyder du folk?

»Jeg ejer ikke hjemmesiden.«

Det kan jeg se af CVR-registret, at du gør…..

Efterfølgende afbrydes forbindelsen, men nogle minutter senere ringer Mikail Öztürk op igen, og nu indrømmer han pludselig at stå bag Whiteteeth.dk

Hvorfor leverer i ikke varerne til folk?

»Der er fordi, der kan være tre ugers leveringstid på grund af den høje efterspørgsel. Der har også været et virusangreb hos leverandøren, og derfor har det været svært for os at få produkter hjem. Det er kun 52 ud af de flere end 1000 kunder, vi har, som mangler at få deres produkter.«

Jeg kan se, at I skriver på jeres hjemmeside, at virksomheden ligger på Københavnsvej 180. Der ligger en bilforretning, kan jeg se...

»Det er ændret, hvis du kigger på virk.dk.«

Hvorfor bruger I en falsk adresse?

»Det er en adresse vi fik lov til at skrive, og så har vi ændret den. Det bliver ændret nu inden for 24 timer.«

Hvorfor skrive en falsk adresse, hvis I er en hæderlig virksomhed?

»Det nummer var lige forkert dér.«

Hvorfor skjuler i jeres cvr-nummer?

»Du kan godt finde det. Det er på virk.dk.«

Jeg mener på hjemmesiden. I har en falsk adresse, i har ikke noget CVR-nummer på hjemmesiden, og I har heller ikke noget telefonnummer. Kunderne kalder jeres virksomhed for svindel. Hvad siger du til det?

»Det er fordi, at de ikke læser betingelserne. Der står tydeligt, at der er tale om et abonnement,« lyder det fra Mikail Öztürk.

Da BT spørger til, om han kører virksomheden sammen med Eren Erdogan, så hævder Mikail Öztürk pludselig, at han blot er talsmand for Whiteeth.dk.

»Jeg er talsmand og ikke involveret i virksomheden«.

Men hvis du er talsmand, kan du så fortælle mig, hvem direktøren er?

»Nej, det vil jeg ikke sige.«

Du hævder, at I er en hel reel virksomhed. Hvorfor holder du så navnet på Jeres direktør hemmelig.

»Jeg har ikke lyst til, at min direktør skal med i en artikel,« lyder forklaringen fra Mikail Aztürk.

Af det officielle virksomhedsregister virk.dk fremgår det, at såvel Mikail Öztürk som Eren Erdogan står bag Whiteeth.dk.