Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Brugsuddeler i Dagli’ Brugsen i Stevnstrup, Alex Bach, er rigtig træt af et dansk tyve-par, der stjæler fra butikken i ferieperioden, mens deres børn sidder ude i bilen. Og han er næsten lige så træt af, at han ikke kan få det til at stoppe.

Det skrev Randers Amtsavis søndag.

For selvom parret er fanget på butikkens overvågningskameraer, og selvom deres bils registreringsnummer er indleveret til Østjyllands Politi, så sker der ikke noget.

»Jeg ville ønske, jeg bare kunne få det til at stoppe,« siger han til BT.

Derfor går Alex Bach nogle gange og forestiller sig, at han i det mindste kunne dele overvågningsbillederne af parret med offentligheden eller måske stikke en skruetrækker i bildækkene, så parret kunne gå hjem med alle deres tyvekoster.

Men det gør han selvfølgelig ikke, for begge dele er ulovligt.

»I situationer som den her savner jeg den gode gammeldags landbetjent, som hørte til lokalområdet. Landbetjenten ville køre ud på tyvenes adresse og sørge for, at de stoppede med deres rapserier, men sådan er det ikke mere,« siger brugsuddeleren.

For sådan fungerer politiet ikke mere, fortæller Alex Bach. Østjyllands Politi har alt de skal bruge for at udføre sanktioner mod tyveparret, men intet sker.

Dog understreger politiinspektør ved Østjyllands Politi, Lau Thygesen, at politiet naturligvis vil sigte de mistænkte, når alle beviser fra sagen er indsamlet.

»Vi har modtaget overvågningsbillederne fra butikken og er i øjeblikket i gang med at samle de sidste beviser. For vi vil selvfølgelig ikke acceptere, at nogen kører rundt og stjæler og tror, de kan slippe af sted med det,« siger han til BT.

Brugsuddeleren trøster sig med, at parret, som stjæler fra butikken, mens deres børn sidder ude i bilen, ikke er set siden han skrev et opslag i den lukkede Facebook-gruppe ’Alle os fra Stevnstrup’, hvor han beskrev de to personer.

Han glæder sig over, at parret formentlig ikke er lokale, men højest sandsynligt kommer fra Randers, som ligger fem kilometer fra byen, og så håber han, at den store omtale af tyverierne får parret til at stoppe med at besøge hans butik.

»Mit mål er bare at få dem til at stoppe. Jeg håber, parret er blevet skræmt væk fra min butik, selvom sådan nogle mennesker jo nok bare desværre fortsætter et andet sted,« lyder det fra Alex Bach.