Jyllands Posten har givet Price-brødrenes restaurant i Herning to stjerner ud af fem og kalder besøget for 'Mandagskrise hos Price'. Adam Price fortæller nu, at de tager kritikken meget alvorligt.

Adam Price og James Price, som især er kendt for deres utallige madprogrammer hos DR, har i løbet af seks år åbnet seks restauranter, hvor den nyeste ligger i Herning. Jyllands Postens madanmelder Morten Bundgaard var forbi og fik serveret et par retter, som han kun gav to stjerner.

Den ene bror Adam Price har læst anmeldelsen og vil nu undersøge, hvad der gik galt den aften, anmelderen var på besøg.

»Vi satser på, at det har været en uheldig aften. Men når vi får sådan en anmeldelse, og når vi får reaktioner fra gæsterne, så tager vi det altid meget alvorligt. Så taler vi med køkkenchefen og restaurantchefen. Hvad er der sket? Hvem var på vagt? Hvordan var maden, vi serverede?« fortæller Adam Price.

Kritikken gik på, at de havde taget det lidt for bogstaveligt med 'rigeligt med smør', da anmelderens fisk 'sejlede i smør'. Derudover savnede han bedre introduktion af hver ret, mere salt og syre. Derudover levede desserten heller ikke op til forventningerne. Sammen med sin 'medspiser' spiste to mennesker for lidt under 1000 kroner uden drikkevarer og vin. De fik begge en forret, hovedret og dessert.

Derfor spørger BT Adam Price, hvorvidt prisniveauet og kvalitet hænger sammen på restauranten.

»Ja, det synes jeg virkelig, det gør. Men det er klart, når man har det prisleje, så kræver det også, at varen man serverer for gæsten er i orden. Det er den jo lykkeligvis også. Hvis du går ind og ser på, hvad Herning har fået af gæstebemærkninger, så har vi jo en virkelig dejlig oplevelse af at sende rigtig mange gæster hjem med en super positiv oplevelse,« fortæller Adam Price.

For selvom Morten Bundgaard giver to stjerner til Herning-restauranten, så giver gæsterne på Facebook 4,4 stjerner ud af fem. Alligevel vil Adam Price skynde sig til Herning og få styr på bistroen.

»Jeg tager til Herning i løbet af de næste 14 dage, så snart jeg har muligheden for det. Vores køkkenchef fra København tager også derover og lige tjekker, om alle opskrifter og alle råvarer er som de skal være. Det vil vi naturligvis ikke have siddende på os, og vi får rettet op på alt det, der har været af kritikpunkter,« siger Adam Price.

Adam Price, der selv har været madanmelder hos Politiken, fortæller, at drømmen om at have en restaurant stammer helt tilbage til barndommen.

»Min bror og jeg fik jo en begejstring for mad gennem vores barndomshjem. Det er en begejstring, vi har taget med os, der også er blevet til de programmer på Danmarks Radio. Vi har haft en familiedrøm, som faktisk gik helt tilbage til vores forældre om at have en restaurant på et tidspunkt. Det fik vi så realiseret, da jeg fik et venskab og forretningsmæssigtforhold til Mads Bøttger, der ejer Dragsholm Slot. Vi begyndte at lave de her restauranter sammen,« fortæller Adam Price​.

Selve restauranterne bliver drevet i det daglige af restaurantchefer, køkkenchefer og to direktører, mens Price-brødrene sammensætter menuen, vinene, indretningen og hyrer chefer, der skal hjælpe dem med at drive deres drøm.

Økonomien og driften lader de altså andre om. Man skal derfor heller ikke regne med at se hverken Adam Price eller James Price, hvis man aflægger deres restauranter et besøg, fordi de begge har fuldtidsarbejde ved siden af. Men ifølge Adam Price besøger de løbende stederne.