Hvis Peter Brixtofte var en glad mand før kampen, så er det intet sammenlignet med, hvordan han har det nu

Selvom den tidligere Farum borgmester allerede før kampen var sikker på en sejr og på guld til FC Nordsjælland, var han alligevel meget glad, da resultatet stod klart. 3-0 vandt FCN over AC Horsens, og det satte gang i en vild fest og en enorm ekstase blandt de mange fans. Men det var ikke kun holdet, der blev fejret. Det blev Brixtofte nemlig også.

Folk strømmede over til ham, og hyllede ham som en folkehelt. Alle ville kindkysse manden, og alle snakkede om, at 'nu lykkedes det endeligt'. Brixtofte selv var bare glad for, at han nu kunne se sit hold som mestre.

- Det gik da meget godt, ikke, sagde en meget glad Brixtofte med et skævt smil efter kampen til BT.

- Det betyder så meget. Det er så stort det her. I aften er et symbol på det hele, på succeshistorien. Både for byen og for kommunen, sagde han, mens han hele tiden blev omringet af fans, der var mere interesseret i at give Brixtofte et kram end egentligt at hylde spillerne.



I mens han fik trykket hænder, kindkysset og krammet med de jublende fans, ringede hans telefon konstant. Dårligt var det ene opkald gået ind, før det næste kom. 

- Endelig lykkedes det, men selvfølgelig er det ærgerligt, at jeg blev blandet ind i al det skidt, men jeg er så glad nu, fortalte Brixtofte og fortsatte:

- Der er jo nok mening med galskaben.

Dårligt nåede han at sige mere, før en ekstatisk fan afbrød ham.

- Hvorfor har du bygget så lille et stadion, spurgte manden.

- Jeg ved det godt, det er det næste, vi skal i gang med, grinede Brixtofte, der skrev autografer til dem, der bad om det, mens folk mindede ham om, at han jo selv havde forudsagt det for år tilbage, at FCN ville ende i Champions League.

- Ja, manden er jo ikke idiot, indskød en tilskuer.

Men selvom han var ukuelig optimist før kampen, var han ikke helt sikker hele kampen igennem.

- Jeg var lidt i tvivl om det ville lykkes, men Jesper Hansen (målmand, red.) stod stærkt nede bagved og vi havde en stærk bagkæde. Men jeg var lidt nervøs i første halvleg, så jeg var glad for målet før pausen, fortæller han.

Men ikke nok med, at han var glad på spillernes og klubbens vegne, så var han ekstra glad af en særlig grund.

- Jeg har arbejdet for Farum hele mit liv, sagde han, før han kørte hjem med kæresten for at fejre sejren.