Den britiske minister for cykling har været en tur i København for at opleve cykelkulturen. Og han er overvældet over det, han har oplevet. Nu skal cykelkulturen fra den danske hovedstad hives med til England, så en cykelrevolution kan begynde.

I København cykler tusindvis af mennesker hver dag. Og cyklen er for rigtig mange mennesker et uundværligt redskab, når man skal til og fra arbejde, ud og besøge venner eller i byen. Sommetider glemmer vi, at det ikke er sådan andre steder.

I England er cykelkulturen helt anderledes. Og de store forskelle blev helt tydelige for den britiske minister for cykler, Robert Goodwill, da han fornyelig var på besøg i vores hovedstad.

Han er ganske enkelt blæst bagover over den måde, som København og københavnerne bruger cyklen aktivt på – hvor blandt andet 63 procent af københavnerne cykler på arbejde dagligt. Det fortæller han til interesseorganisationen British Cycling.

'Det er virkelig imponerende'
»Jeg var ret chokeret over, hvor mange mennesker der cykler. Og når jeg siger mennesker, så mener jeg præcis det. Ganske almindelige mennesker i deres normale tøj. Folk i alle aldre, folk med børn og mange kvinder«, fortæller Robert Goodwill til British Cycling.

Og det er ikke det eneste, han har bidt mærke i under besøget i København.

»Den anden ting, der slog mig, var, at hvis alle de mennesker på deres cykler havde kørt i bil, ville stedet være en stor trafikprop. Så jeg tror, at bilisterne forstår, at det er en god ting, at så mange cykler, for det giver dem mere plads til at komme rundt. Det er virkelig imponerende«, uddybede Robert Goodwill.

Blæst bagover
Den britiske minister var inviteret til København af interesseorganisationen British Cycling og den tidligere britiske olympiske guldvinder i cykling Chris Boardman, som du kan se en video med, hvor han cykler rundt i København, øverst i artiklen.

Og det har bestemt ikke været et forgæves besøg. Mange af Københavns cykelløsninger skal nemlig gerne med hjem til England.

»Vi har set enorme mængder af mennesker på cykler her. Der er gode muligheder på vejene og en masse innovative idéer, som jeg er sikker på, vi tager med os hjem. Jeg er blevet blæst bagover af det, jeg har set i København. Og det har givet mig en ekstra følelse af, at vi skal fordoble vores arbejde derhjemme for at sikre, at vi kan gøre mere for vores cyklister«, siger Robert Goodwill, der håber på en cykel-revolution hjemme i England.

Det er heller ikke så lidt, københavnerne bruger deres cykler. De ejer nemlig ikke færre end 678.000 cykler. Og som nævnt cykler 63 procent på arbejde. Det bliver gennemsnitligt til 1,34 millioner kilometer på en enkelt dag på de københavnske cykelstier og veje.