Hun har grå stær på det ene øje, mens det andet er forkalket. Derfor måtte 99-årige Johanne Schultz i efteråret til lægen. Her blev hun henvist til Glostrup Hospitals øjenafdeling med henblik på en operation af sin grå stær. Den 10. november modtog hun brevet fra øjenafdelingen.
Hun var indkaldt til undersøgelse d. 21. januar 2014.
LÆS OGSÅ: Halvandet års ventetid med hovedpine
- Jeg troede, det var løgn. Det er jo et stort problem, at hun ikke kan se. Hun kan ikke se mig, når jeg besøger hende. Så det er ret alvorligt, siger Johanne Schultz' søn Kurt Schultz til bt.dk.
Sammen med sin kone Joanna står han for plejen af sin mor, der løbende er til tjek hos hospitalet for flere andre skavanker. Men den grå stær kan hun først få behandlet i januar 2014.
Lørdag bragte B.T. historien om 93-årige Poul Schøller Larsen, der har fået tid til en lignende undersøgelse i januar 2015. Og i Greve tager 28-årige Mia Vejlbjerg op mod 20 piller hver dag for at klare smerterne i hovedet, indtil hun kan blive undersøgt på Dansk Hovedpinecenter på Glostrup Hospital i januar 2013.
LÆS OGSÅ: Chok-besked til 93-årig: Du har fået tid til øjenundersøgelse - i 2015
78-årige Kurt Schultz har kontaktet personalet på Glostrup Hospital. De har fortalt, at de vil prøve at fremskynde tiden. Men snart to måneder efter, er der stadig ikke sket noget.
- Hun er sur over det. Hun er ked af, at hun er ved at blive helt blind. Når vi sidder og drikker kaffe, kan hun ikke se brødet til kaffen. Og som hun selv siger, så er det jo ikke sikkert hun lever til den tid. Det er ret kritisk, siger Kurt Schultz.
Der er dog stadig håb for Johanne Schultz, Poul Schøller-Larsen og andre i samme situation. Med det udvidede frie sygehusvalg kan patienterne, hvis det pågældende sygehus ikke kan behandle dem inden for en måned, søge behandling på et privat hospital. På det offentliges regning.
Det bliver i fremtiden aktuelt for mange, der henvises til Glostrup Hospital, grundet en stigning af grå stær-patienter.
- Der har jo været en eksplosion i efterspørgslen af grå stær-operationer. Vi har kun 600 pladser om året til 6000 henvisninger. Det er et stort problem, siger Henrik Lund-Andersen, ledende overlæge på øjenafdelingen på Glostrup Hospital.
Han fastslår dog, at ingen burde skulle vente mere end et par måneder på en operation, hvis man henvender sig til Region Hovedstadens rådgivningsenhed. Eller via sin læge kommer frem i køen, hvis der er tale om akutte tilfælde.
Overlægen forstår dog godt, at indkaldelsesbreve som dem Poul Schøller Larsen og Johanne Schultz har modtaget, kan overraske de sygdomsramte personer. Problemet er bare, at de overser de muligheder, de ellers har, mener han.
- Lige når man åbner brevet, kan jeg da godt forstå, det virker helt gak. Så er der måske nogle, der i ren irritation ikke får set, hvad der står længere nede i brevet. Nemlig at man kan blive opereret meget hurtigere, igennem det private system, som også bliver finansieret af det offentlige.
Der mangler vi måske noget information, der er mere pædagogisk, og det er ærgerligt, siger Henrik Lund-Andersen.
Glostrup Hospital påpeger desuden, at i tilfældet med Johanne Schultz er der flere faktorer, der gør, at hun ser så dårligt. Derfor har vurderingen været, at kvindens andre skavanker skal prioriteres højere.
Har du oplevet noget lignende? Tip os på 1929@bt.dk.






















