Har du opleveret problemer med dit fyrværkeri i år, så kontakt BT på 1929@bt.dk

Landets brandvæsen er i løbet af nytårsnatten rykket ud til flere store batterier i brand. »Det plejer vi ikke,« lyder det fra brandfolkene. Danske Beredskaber vil undersøge batteribrandene nærmere.

På tværs af landet er brandvæsnet i løbet af nytårsnat rykket ud til store batterier, der er gået i brand efter at have skudt fyrværkeriet af.

Det er noget nyt, lyder det fra Danske Beredskaber, der har haft ansvaret for alle indsatser over hele landet nytårsaften.

»I modsætning til tidligere år, hvor batterierne har slukket sig selv, har vi i år oplevet, at nogle batterier har været svære at slå ned og slukke,« siger Danske Beredskabers sekretariatschef, Bjarne Nigaard.

Han fortæller, at de store batterier som flere og flere danskere køber, når de skal skyde nytåret ind, er fremstillet, så de ikke går i brand efter at være blevet skudt af.

Men flere af landets brandvæsen har, efter at 2016 er blevet til 2017, meldt tilbage til Danske Beredskaber, at de har rykket ud til flere brændende batterier end normalt.

»Enten har emballagen rundt om batteriet været brændbart og dermed blevet antændt efter afskydning, eller også har batteriet stadigvæk været lidt levende, da folk har sat det til side sammen med andet affald, og det har så resulteret i, at batteriet er begyndt at brænde,« siger sekretariatschefen.

Bjarne Nigaard fortæller, at de brændende batterier har haft lettere ved at sætte ild til natur og affald på grund af de tørre og frostfrie forhold, der har været i nat. Det har resulteret i flere udrykninger.

De mange batteribrande giver anledning til, at man næste gang specificerer brandene, så Danske Beredskaber kan få et overblik over, hvor mange brande batterierne har været skyld i, oplyser han.

Brændende batterier i omløb?

Hos Vestsjællands Brandvæsen oplever de normalt ikke, at batterierne begynder at brænde, når folk fyrer deres nytårsbatterier af. Men i nat har været anderledes, fortæller beredskabschef Lasse E. Hansen.

»Vi har haft relativt mange batterier, der er gået i brand efter afskydningen, og folk har simpelthen haft et lille hyggebål bagefter. Det plejer vi ikke at køre udrykninger til, men i år har vi haft op imod ti ture, hvor vi har været ude for at slukke batterier i brand, og hvor nogle af dem har været temmelig store,« siger han.

Hverken Danske Beredskaber eller Vestsjællands Brandvæsen har nået at undersøge, hvorfor der netop i år har været ekstraordinært mange batterier, der er blevet til små bål. Men Lasse E. Hansen har en formodning om, hvad der er sket.

»Der bliver solgt meget af det samme fyrværkeri hos de store kæder, men det her ligner, at der er blevet solgt nogle batterier, der kan brænde efterfølgende,« siger han.

Hos Danske Beredskaber vil man endnu ikke forholde sig til, om disse store batterier er for usikre og bør forbydes. Men Bjarne Nigaard mener, at det giver anledning til en dialog på tværs af de forskellige beredskaber i landet og med Sikkerhedsstyrelsen om, hvilke batterier der kan sættes ind over for.

Sikkerhedsstyrelsen, der er myndighed på fyrværkeriområdet i Danmark, oplyser, at styrelsen løbende er i dialog med beredskaberne, og hvis det er et tema, Danske Beredskaber og dets medlemmer gerne vil tage op, er de meget velkomne til det.

Fyrværkeriforening: Det skal vi have undersøgt

De relativt mange brændende batterier nytårsnat vækker undren hos direktør i Fyrværkeribrancheforeningen, Karsten Nielsen, hvis medlemmer skønnes at repræsentere op mod 85 procent af den samlede fyrværkeri-import til Danmark.

»For vi arbejder under nogle standarder og regler, hvor batterierne skal testes for, at flammerne dør ud senest et minut efter, at afskydningen er færdig. Så jeg har ikke nogen god forklaring på, hvorfor vi se de her brændende batterier,« siger han.

Han vil ikke afvise, at batterierne kan stamme fra deres importerede sortiment, og nu vil fyrværkeri-direktøren tage kontakt til de forskellige brandvæsen for at komme til bunds i, hvad der har forårsaget de efterfølgende brande.

Købet af nytårsbatterier er stigende herhjemme og er i dag omkring halvdelen af fyrværkeriomsætningen, oplyser Karsten Nielsen. Derudover bliver batterierne også større og større, og det, mener han, er en god ting, for så har batterierne sværere ved at vælte.