I fire tilfælde er bilmodellen CR-V fra Honda brudt i brand, fordi der er kommet regnvand i døren. Derfor skal 268.655 biler i starten af november på værksted og have skiftet en kontakt i venstre fordør.
I ingen af tilfældene er der dog kommet mennesker til skade, lyder det i en pressemeddelelse fra Honda.
I Danmark vil alle 3.000 ejere af en CR-V få direkte besked fra Honda, men sendt ud via Det Centrale Motorkøretøjsregister. Det fortæller Michael Lund, der er pressekontakt for Honda Motor Europe - Danmark, ifølge Politiken.
Branden kan opstå, hvis regnvand når hovedkontakten til motoren, der driver vinduet. Her kan vandet forårsage elektrisk modstand i kontakten og dermed overophedning og risiko for for antændelse, fortæller Honda.
Alle ejere af en Honda CR-V rådes til at parkere i det fri, indtil reparationen er gennemført, da risikoen for brand kan være til stede selvom om bilen ikke er i gang, lyder det fra den japanske bilproducent.



