Branden på det berømte Munkebjerg Hotel ved Vejle Fjord raser stadig, men tilsyneladende kan de hårdt kæmpende brandfolk redde hotellets casino og værelsesafsnit.

Mere end seks timer efter, at branden opstod i hotellets køkken, er ilden endnu ikke slukket, fortæller vagtchef Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi til Bt.dk.

Sent torsdag aften mente brandfolkene ifølge vagtchefen at have forhindret, at branden breder sig til casinoet og til værelsesafsnittet på Hotel Munkebjerg.

Vejle Brandvæsen måtte tidligere torsdag aften tilkalde assistance fra blandt andet brandvæsenet i Fredericia, som sendte tre-fire vogne til hotellet, der ligger sydøst for Vejle by.

Ifølge Bt.dks mand på stedet har ilden raseret både hotellets køkken, restaurant og reception.

Cirka 50 gæster måtte evakueres, kort efter at branden brød ud 17-tiden, mens en køkkenmedarbejder måtte køres på hospitalet til observation for røgforgiftning.

Branden opstod i en frituregryde i hotellets køkken. Den bredte sig gennem etageadskillelsen, og flammerne stod fem meter højt, oplyste politiet ved 18-tiden. Politifolk havde da afspærret alle veje omkring hotellet.

Hotellet har holdt juleferie siden lillejuleaften og skulle efter planen først have taget imod overnattende gæster fra fredag den 19. december. De evakuerede gæster deltog i et arrangement på hotellets casino.

Munkebjerg Hotel har eksisteret i mere end 40 år. Det blev bygget af murermester S.A. Geschwendtner, København, og det drives i dag stadig af samme familie, oplyser hotellet på sin hjemmeside.

Det var kraftig og giftig røg fra køkkenet, som tvang politiet til at evakuere hotelgæsterne, skriver Vejle Amts Folkeblad.