Efter en flere timer lang debat har Bornholms kommunalbestyrelse stemt ja til asylcentre på øen - men ikke med friskole som nabo.

Efter et forløb, der har skabt dønninger på hele Bornholm, har et bredt flertal mandag aften besluttet, at der skal være asylcentre på øen. Samtidig bliver et overordentlig omdiskuteret forslag om at lægge asylcentret klods op ad en friskole i den lille by Nyker taget af bordet.

Det vækker stor glæde hos Venstre, der sammen med de Radikale, Socialdemokraterne og Enhedslisten er blandt ja-stemmerne til det kombinerede ændringsforslag.

»Det er nu blevet et ja til asylcenter-tanken på Bornholm, og det er vi meget tilfredse med,« siger Bornholms viceborgmester, Steen Colberg Jensen (V).

Forud for mandagens møde stod det klart, at et planlagt asylcenter med 100 asylansøgere alligevel ikke bliver nabo til friskolens skolegård. Og det glæder Venstre:

»Det var slet ikke hensigtsmæssigt at lægge centret dér, eftersom skolen er sat til salg, og der er interesserede købere,« siger viceborgmesteren og kalder forløbet op til mandagens møde for »meget kaotisk«.

»Og det er der ingen, der er tjent med - slet ikke når der skal træffes beslutninger af denne karakter,« understreger han og glæder sig derfor over, at der nu bliver tid til at inddrage borgerne og den samlede kommunalbestyrelse i planerne om asylcentrene.

Det har nemlig ikke været alle, der har følt sig taget med på råd. Særligt den lokale liste, Bornholmerlisten, har oplevet forløbet som noget, der gik hen over hovedet på dele af kommunalbestyrelsen. Og sammen med de Konservative og Dansk Folkeparti har de stemt imod forslaget. Hovedsageligt fordi Styrelsesloven efter partiernes mening ikke er blevet fulgt under behandlingen af sagen.

»Som jeg ser det, har man ikke fulgt proceduren, og man har handlet meget egenrådigt. Det er kedeligt, men nu er der et flertal, der siger, at det er okay, og jeg er så en af dem, der ikke er enig i det,« siger Carl Ilsøe (W), medlem af Bornholmerlisten.

Han understreger dog, at han slet ikke er modstander af asylcentre på Bornholm, men at det er selve måden, bornholmerne får det på, som han opponerer imod.

»Havde man grebet det an på en lidt anden måde, havde man måske fået fuld opbakning, men dét, der har slået hovedet på sømmet, er proceduren og dét, at man absolut ville have Nyker Skole med. Og det sagde bornholmerne jo nej til,« siger han.

Det vedtagne forslag indebærer, at Bornholm i første omgang modtager 300 asylansøgere over efteråret, og ved det næste kommunalbestyrelsesmøde i begyndelsen af september skal der udarbejdes en procesplan for asylcentre på Bornholm, som også borgerne skal inddrages i.

Desuden er planen fortsat, at langt størstedelen af de 300 asylansøgere skal indkvarteres på et nedlagt plejehjem i Rønne ved navn Slottet.

Borgmester Winni Grosbøll (S) glæder sig over kommunalbestyrelsens ja og fastslår, at hun ser frem til at tage imod »de 300 nye borgere« på Bornholm, da »Danmark er massivt presset på asylområdet«, og da øen »sukker efter nye borgere«.