Ud med cola og chips i bornholmske supermarkeder og ind med frugt. Momsfrit, mums!

På mandag vil mange bornholmere pludselig vågne op i et lidt sundere samfund.

I seks supermarkeder i Nexø, Hasle og Allinge-Sandvig vil man have flyttet cola, chips og andre usunde varer fra deres normale lokkende positioner midt på gulvet og ud i hjørnerne.

I stedet vil kunderne på deres vej rundt i butikken oftere støde på fristende frugt og grønt - i Netto i Allinge vil det oven i købet være momsfrit, skriver Politiken.

Vareflytningen og momsfritagelsen er led i det hidtil mest vidtgående forsøg med såkaldt nudging, hvor politikere og myndigheder forsøger at give borgerne venskabelige puf i den rigtige retning.

- I supermarkeder og mange andre steder bliver vi normalt puffet i retning af det usunde. Samtidig har der været en tendens til, at vi bebrejder folk for ikke at ændre livsstil til det sundere, siger Torben Jørgensen, professor og leder af Forskningscenter for Sundhed og Forebyggelse på Glostrup Hospital til Politiken.

Centret hører under Region Hovedstaden og står for projektet sammen med blandt andre Aalborg Universitet og Bornholms Kommune.

Interviewundersøgelser har vist, at 80 procent af bornholmerne ville ønske, at de levede et sundere liv. De ved også, hvad der skal til, men de gør det ikke. Halvdelen af de voksne er overvægtige, hver femte har forhøjet blodtryk, og 6,5 procent har sukkersyge - alle tal markant over landsgennemsnittet.

- I 20 år har vi prøvet at flytte folk ved lægesamtaler, helbredsundersøgelser og den slags. Det virker ikke særlig godt. Nu prøver vi i stedet at flytte ting i deres hverdag, forklarer Torben Jørgensen over for Politiken.

Nudging som politisk virkemiddel har været brugt i udlandet i flere år, men er relativt nyt i Danmark.

Ikke alle er dog lige begejstrede for nudging. Simon Emil Amnitzbøll fra Liberal Alliance har flere gange kaldt metoden »altfavnende, kvælende omsorg fra Big Mother-samfundet«, og også forskere har visse etiske betænkeligheder. Det gælder blandt andre professor på Københavns Universitets Institut for Folkevidenskab Signild Vallgårda:

- Nudging-metoden lægger menneskers valg til rette for at gavne dem selv, og den går dermed ud fra, at myndigheder og andre bedst ved, hvad mennesker ønsker, eller hvad der er i deres interesse. Desuden påvirker metoden mennesker, uden at de opdager det. Det reducerer valgfriheden og gør det svært for folk at gøre modstand, påpeger hun over for Politiken.