Hadforbrydelser og diskrimination kan kun løses ved, at vi tør handle mere, lyder opfordringen fra beskæftigelses- og integrationsborgmesteren i Københavns Kommune. Men man skal ikke blande sig for enhver pris, advarer politiet.
To mænd står tæt og holder om hinanden på gaden. De smiler til hinanden og holder i hånd. De fleste ænser det ikke og går forbi. Men synet hidser synligt en forbipasserende ung mand op.
»Det er et fucking klamt signal at sende,« afbryder han dem med henvisning til, at de ikke lægger skjul på, at de er homoseksuelle. Han fortsætter sit verbale overgreb.
En kvindelig forbipasserende er hurtig til at afbryde manden og blande sig:
»Prøv lige at høre på dit signal,« siger hun.
Flere personer blander sig herefter i optrinnet, mens andre forbipasserende drejer hovederne og bevæger sig videre ned ad Strøget.
Episoden er konstrueret og er den del af en række skjulte optagelser, hvor Berlingske undersøger, hvornår danskerne griber ind og hjælper medmennesker i det offentlige rum, når de er udsat for diskrimination og hadforbrydelser.
Og vi skal se meget mere af den slags civilcourage, hvis vi skal problemet med hadforbrydelser og diskrimination til livs. For vi er for dårlige til at blande os i sådanne situationer, mener Anna Mee Allerslev (R), beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune.
»Vi skal i høj grad blive bedre til at involvere os, når vi oplever diskrimination eller deciderede hadforbrydelser. Hvis vi skal problemerne til livs, skal det tavse flertal spille mere ind og turde handle noget mere. Ligesom vi opfordrer vores børn i skolegården til at blande sig og sige fra, når andre børn mobbes, skal vi voksne også turde gøre det på arbejdspladsen eller på gaden. Det gør vi ikke i tilstrækkelig grad i dag,« siger Anna Mee Allerslev til Berlingske og understreger:
»Vi skal have modet til enten at ringe til politiet eller selv at gribe ind uden selvfølgelig at gå til fysisk selvtægt«.
Opsangen kommer efter et år, hvor blandt andet jøder i København har oplevet et stigende antal verbale og fysiske overgreb – flere stod frem og fortalte, at de ikke tør bære religiøse symboler på blandt andet Nørrebro. Det endte i en demonstration mod jødehad.
For at gøre opmærksom på problemerne og få borgerne til at tage affære lancerede Københavns Kommune i slutningen af oktober app’en »Stemplet«, hvor både ofre og personer, der overværer diskriminerende eller hadefulde handlinger, anonymt kan handle med en indberetning af oplevelsen. I skrivende stund er der 159 indberetninger.
Det er dog svært at fastsætte det præcise antal hadforbrydelser, fordi mange ofre ikke anmelder episoden. Af Politiets Efterretningstjenestes (PET) seneste opgørelse fremgår, at der var 320 registrerede hadforbrydelser i 2012. Samtidig viser Justitsministeriets nye offerundersøgelse, at seks procent af voldsofrene i perioden 2008 til 2013 mener, at volden »helt sikkert« var motiveret af racisme og/eller homo- eller transfobi. Det svarer til 5.500 personer. Og der er dermed formentlig et stort mørketal.
Det generelle antal hadforbrydelser er »alarmerende højt«, hvis man spørger Morten Kjærum, der er direktør for Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA), som har foretaget adskillige undersøgelser af hadforbrydelser på tværs af Europa.
Morten Kjærum forklarer, at man blandt andet har iværksat en række initiativer, der skal klæde politiet bedre på til at spotte og registrere hadforbrydelser. En del af løsningen er dog også, at vi som samfund og individer bliver bedre til at gribe ind og får sagt fra over for hadforbrydelser og diskrimination:
»Der er en stærk angstskabende effekt af hadkriminalitet blandt minoriteterne. Det kan ikke være rigtigt, at eksempelvis homoseksuelle skal frygte at holde i hånd på åben gade, eller at jøder og muslimer skal tænke over deres påklædning. For så bliver hadet en livsbetingelse. Det er kun majoriteten – de som er omkring de personer, der udsættes for forbrydelserne – som kan være med til at signalere, at vi ikke støtter det,« siger Morten Kjærum.
Han henviser til en undersøgelse fra FRA, hvor flere end 93.000 homoseksuelle i Europa er blevet spurgt, om de oplever vold, diskrimination og chikane i deres hverdag. Her svarer næsten halvdelen, at de har følt sig diskrimineret eller chikaneret på grund af deres seksualitet, mens hver fjerde er blevet truet eller overfaldet.
»Jeg forventer ikke, at nogen skal være helte, og hvis der en voldssituation, skal man selvfølgelig altid tænke over, hvordan man griber ind på den mest hensigtsfulde måde. Men vi skal ikke acceptere de ytringer og forhånelser, der kan være i hverdagen på gader, værtshuse eller andre steder i det offentlige rum. Det er vigtigt, at vi alle sammen siger fra,« siger Morten Kjærum.
I Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transseksuelle (LGBT) forklarer talsperson for hadforbrydelser Ask Petersen, at man som seksuel minoritet i Danmark anno 2014 langt fra kan føle sig sikker på, at man ikke udsættes for hadefulde ytringer eller diskrimination. Foreningen hører jævnligt om mennesker, der chikaneres på grund af deres seksualitet.
»Det er meget svært som minoritet, når man som den eneste person bliver udsat for noget ubehageligt. Her vil det hjælpe, at man kunne være sikker på, at menneskene omkring én vil agere,« siger Ask Petersen.
Men der er store udfordringer ved at gribe ind og tage affære. Og der er grund til at tænke sig om en ekstra gang, før man blander sig personligt, advarer Jens Møller, leder af Københavns Politis afdeling for personfarlig kriminalitet. Han ser derfor »blandet« på opfordringen fra Anna Mee Allerslev.
»Vi ser lejlighedsvis, at man ikke altid skal blande sig ret meget, før en situation eskalerer. Det kan gå ud over én selv, men altså også personen, som udsættes for de hadefulde ytringer. Man skal gribe ind på en måde, så man er sikker på, at man magter og overskuer situationen. Det kan være ved at sige, at det ikke er i orden, fotodokumentere ting eller ringe efter politiet,« siger Jens Møller og forklarer, at danskerne generelt er gode til at henvende sig til politiet:
»Når det er sagt, er vi som udgangspunkt enige i, at vi skal skabe fokus på, at det ikke er i orden at udføre hadforbrydelser eller forskelsbehandling. Det er ikke i orden.«
Spørger man Det Kriminalpræventive Råd (DKR), er det også en individuel vurdering, om man selv vælger at gribe ind eller ringer til politiet. Derfor anbefaler rådet også, at man tilkalder politiet og viser gerningsmanden, at man iagttager situationen. Det forklarer Rannvá Møller Thomsen, analytiker i DKR:
»Udfordringen er, hvornår man skal blande sig. Det er balancen mellem at være blåøjet og have medmenneskelighed. Det lyder jo rigtigt godt at gribe ind, men det kan være svært at gribe ind, hvis man ene person står over for en gruppe, der slår på et menneske.«
