Roskilde-borgmester Joy Mogensen (A) siger, at det er udbredt med nedladende kommentarer baseret på køn i det politiske miljø. Hun oplevede det selv som ungt byrådsmedlem. Chikanen er dog aftaget, efter hun blev borgmester.

Knus, hvor den mandlige kollega lader hænderne vandre ned langs rygsøjlen.

Kommentarer som: »Hvad sover du i om natten?«, »lille ven«, og »hvor har du flotte ben i den kjole.«

Det er noget af det, som Roskilde-borgmester Joy Mogensen (S) fortæller, at hun i sine tidlige år som byrådsmedlem blev udsat for af mandlige kolleger.

Det fortæller Roskilde-borgmesteren nu offentligt, efter at den 22-årige byrådspolitiker Sonja Marie Jensen (S) tirsdag i et debatindlæg i den socialdemokratiske netavis Pio gik til angreb på sexchikane i det politiske miljø.

Sonja Marie Jensen fortalte, at hun møder chikanen »hele vejen rundt« i det politiske miljø: Fra hendes virke i Nyborg i kommunalpolitik, til ungdomspartiet DSU og blandt partikammerater over hele landet.

»Det er ret vildt, at man får et klask i røven i stedet for et dav eller et håndtryk. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange det er sket,« sagde hun til Berlingske onsdag.

Nu møder Sonja Marie Jensen så støtte fra borgmesteren i Roskilde Kommune, Joy Mogensen, der kalder Sonja Marie Jensen »enormt modig«.

»Hvis unge politikere siger, at de ikke har oplevet det her, så er de enten meget heldige, eller også fornægter de. Fra min tid som 25-årigt nyt byrådsmedlem kan jeg genkende nogle af de situationer, hun skitserer,« fremhæver Joy Mogensen over for Berlingske.

»Jeg fik kommentarer om mit tøj, mit udseende, om min alder. Jeg blev meget bevidst om, hvordan jeg klædte mig, og blev meget kysk over for mandlige kolleger.«

Joy Mogensen fortæller om en episode, hvor en mandlig kollega på en tur med byrådet begyndte at stille nærgående spørgsmål.

»Han spurgte, hvad jeg sov i om natten. Altså, om jeg sov i pyjamas eller uden noget. Der blev jeg sur. »Hvad i alverden er det for et spørgsmål at stille?« Jeg fik en undskyldning af den pågældende - »det var jo bare for sjov«, sagde han,« husker Joy Mogensen.

Hun fik jævnligt kommentarer om påklædningen - blandt andet husker Joy Mogensen kommentarer som eksempelvis: »Hvor har du flotte ben i den kjole«.

»I begyndelsen tænkte jeg: Er det noget, jeg gør forkert? Da jeg var 26, begyndte jeg at klæde mig som en 50-årig. »I skal ikke kommentere, hvordan jeg ser ud – hold op!« Det er forfærdeligt, at man overhovedet skal have de overvejelser. Det er bare ikke fedt, når man diskutere politik, at man skal blive forholdt sin alder eller sit køn. Det må være meningen, at vi skal blive målt på det, vi står for,« siger borgmesteren.

Oplever du det som et udbredt problem?

»Jeg ved, det er noget, der kan afskrække unge kvinder fra at gå ind i politik. Jeg kender kvinder, der er blevet desillusioneret af at møde det,« siger hun.

Hvad mener du om, at Sonja Marie Jensen stiller sig frem med kritikken?

»Det havde jeg ikke turdet i hendes alder. Derfor vil jeg gerne sige til hende: Det er ikke dig, den er gal med, du er ikke alene, og vi kan ændre det her sammen, hvis vi er tilstrækkeligt mange,« siger Joy Mogensen, inden hun fortsætter med en opfordring til alle unge kvindelige politikere, der oplever chikane.

»Hold ud - og giv igen! Du kan ændre kulturen bare ved at være der. Jeg kan se, at kulturen ændrer sig i Roskilde, fordi jeg er der - ikke fordi jeg er mig, men fordi jeg er kvinde og borgmester. Hvis vi som kvinder vil tages alvorligt, for det vi kommer med, og det vi kæmper for, så skal vi give igen. Og vi skal gøre det i øjeblikket, ikke en dag efter. Grib øjeblikket det med det samme og sig: Stop!«

Hun fortæller, at problemet har været gradvist aftagende - både fordi, hun har sagt fra, og fordi hun nu er blevet borgmester.

Hvorfor tror du, det sker?

»Noget af det bliver sagt for at pille en ned. Der er meget på spil i politik. Du bliver konstant testet på, hvor stærk du er. Der er nogle trælse tricks, der bliver brugt i forhold til kvinder. Det må vi bare lægge en strategi for, og hjælpe hinanden med at håndtere. Jeg tror, det hjælper, at Sonja (Marie Jensen, red.) står frem,« siger Mogensen.

Har du oplevet lignende i kommunal- eller landsdækkende politik, så vil Berlingske gerne høre din historie. Kontakt journalist Mikkel Randeris på 25 45 46 23.