V,K og DF vil give regeringen beføjelser til at tage statsborgerskabet fra Syrien-krigere lige som i Storbritannien.

V, K og DF kræver ifølge Information, at regeringen undersøger, om det er juridisk muligt at fratage Syrien-krigere deres statsborgerskab, som man gør i blandt andet Storbritannien.

»Vi vil gerne have regeringen til at undersøge, hvorvidt det er muligt at stramme op, så man for eksempel kan fratage statsborgerskabet fra den her gruppe, såfremt de har et andet statsborgerskab at falde tilbage på,« siger Venstres retsordfører Karsten Lauritzen (V).

Danmark overgås kun af Belgien som det vestlige land, der set i forhold til indbyggertallet leverer flest udenlandske krigere til Syrien.

Ifølge avisen er mindst 100 er rejst fra Danmark for at deltage i krigen i Syrien.

Tirsdag offentliggjorde IS endnu en video, hvor et britisktalende medlem af terrorgruppen angiveligt henretter et amerikansk gidsel. Det er endnu ikke bekræftet, om videoen er ægte.

I Norge arbejder man i øjeblikket på et lovforslag, der skal gøre det muligt at tage statsborgerskabet fra borgere, der frivilligt har gjort militær tjeneste uden for landet.

I Storbritannien har en antiterrorlov siden 2002 givet indenrigsministeren magt til at tage statsborgerskabet fra briter, der vurderes at være en trussel mod landets sikkerhed.