Fakkeloptog skal vise, at borgerne på Nørrebro står sammen efter de mange skudepisoder, siger arrangør.

København. Efter de seneste måneders talrige skudepisoder i København, som kan have tilknytning til bandekonflikten, går et fakkeltog mandag aften igennem Nørrebro.

Arrangøren bag, Anahita Malakians, mener, at det er afgørende, at Nørrebro-borgerne viser fællesskab og sammenhold.

- Nu er det borgernes tur til at komme på banen. Vi vil ikke finde os i, at vores by bliver gjort til skydeskive for banderne, siger hun til Ritzau i et interview inden fakkeltoget

Optoget begyndte på Blågårds Plads klokken 19 med uddeling af fakler og en kort tale af Anahita Malakians, der har boet 16 år på Nørrebro.

"Vi skal kunne leve i fred. Sammen" og "Fælles for tryghed" står der på bannere, der bliver holdt oppe blandt de op mod 400 mennesker, der deltager i fakkeltoget.

En af dem er Maj Marie Carsten, der bor i området og går blandt de forreste. På armen bærer hun sin toårige søn.

Mandag den 14. august kl. 19.00 er der arrangeret et fakkeloptog mod banderne på Nørrebro i København som starter på Blågårds Plads og efter en gåtur slutter på Den Røde Plads med taler. Natten til mandag blev en endnu en tilfældig mand ramt af skud på Mimersgade på Nørrebro og siden den 13. juni 2017 har der været 26 skudepisoder.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2017)
Mandag den 14. august kl. 19.00 er der arrangeret et fakkeloptog mod banderne på Nørrebro i København som starter på Blågårds Plads og efter en gåtur slutter på Den Røde Plads med taler. Natten til mandag blev en endnu en tilfældig mand ramt af skud på Mimersgade på Nørrebro og siden den 13. juni 2017 har der været 26 skudepisoder.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2017) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Det er mest i medierne, at de oplever skyderierne, fortæller hun. Men også lyden af helikoptere, der overvåger området, har mindet hende om dem.

- Vi tænker rigtig, rigtig meget på det i dagligdagen. Om de ting, vi gør, er sikre.

- Vi har ikke ændret noget. Det er klart, at vi skal tage os mere sammen for at gå ud om aftenen, fordi det selvfølgelig er mere trygt derhjemme, siger hun.

Fakkeltoget gik fra Nørrebrogade til Den Røde Plads, som netop var centrum for en skudepisode lørdag, hvor to tilfældige mænd blev ramt.

Også søndag gik beboere på Nørrebro på gaden i forbindelse med initiativet "Vi tager gaderne tilbage". Det var samtidig den sjette dag i træk med skudepisoder i København, og den 26. skudepisode siden 13. juni i år.

Som borger på Nørrebro føler Anahita Malakians sig påvirket af de mange skudepisoder, og derfor tog hun på egen hånd initiativ til demonstrationen mandag.

- Det var vigtigt for mig at gøre noget her og nu, fordi det kan være en langsommelig proces med foreninger, siger hun og fortsætter.

- Jeg kan mærke utrygheden og følelsen af hele tiden at kigge mig omkring. Det er også noget, jeg tænker på som offentlig person, siger hun.

Anahita Malakians er aktiv i partiet Venstre, men understreger, at demonstrationen ikke er politisk motiveret.

- Jeg er først og fremmest borger på Nørrebro, og jeg er utryg for mine børn og mig selv, når jeg går på gaden, siger hun.

Flere personer er blevet varetægtsfængslet i forbindelse med sagerne, men politiet er stadig på jagt efter flere gerningsmænd.

Også mandag næste uge er der arrangeret fakkeltog.

/ritzau/