Der er mange gode grunde til, at PET ikke er skredet ind over for en islamist, der rekrutterede unge danskere til krigen i Syrien, siger tidligere operativ chef.

Dansk Folkeparti kræver en forklaring fra justitsminister Søren Pind (V) på, hvorfor Politiets Efterretningstjeneste (PET) ikke skred ind over for islamist, der under overvågning angiveligt rekrutterede danske Syrien-krigere.

Men ifølge en tidligere operativ chef i efterretningstjenesten, Hans Jørgen Bonnichsen, er der umiddelbart ingen grund til at rette et kritisk blik mod PET i denne sag, som journalist Jakob Sheikh opruller i sin nye bog om danske hellige krigere. Der kan nemlig være et utal af årsager til, at PET ikke er skredet ind.

»Det er en udbredt misforståelse - også blandt politikere - at PETs opgave er at sætte folk i spjældet. Men en efterretningstjenestes opgave er i sager som denne først og fremmest at forebygge, modvirke og forhindre,« siger han.

»Jeg kender ikke overvejelserne, men det kan jo tænkes, at man har haft brug for at overvåge manden for at få et indblik i rekrutteringsmetoderne, rejseruter, kontaktpersoner i Syrien og så videre. Det kan være nødvendigt, hvis man skal yde en præventiv indsats,« siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Han påpeger også, at politiet, heriblandt PET, først for nylig har fået de nødvendige retsmidler til at standse folk, der vil rejse til Syrien eller Irak for at deltage i en hellig krig.

»I dag kan man fratage folks pas og udstede udrejseforbud alene på en mistanke. Det kunne man ikke, da man overvågede den her mand (der døde i september 2013, red.),« siger den tidligere PET-chef.

»Det er jo ikke forbudt at rejse til et krigsområde. Det er heller ikke ulovligt at gå i krig, så hvad skulle man have gjort,« spørger Hans Jørgensen Bonnichsen.

Justitsminister Søren Pind (V) siger til Politiken, at han har nedsat en ekspertgruppe, der skal undersøge rekrutteringen af Syrien-krigere. PET vurderede tidligere på året, at mindst 115 personer er rejst fra Danmark for at kæmpe i Syrien og Irak.