Omkring 27.000 boligejere løber ifølge tal fra Nationalbanken tør for afdragsfrihed i år. Og for mange betyder det, at den månedlige ydelse stiger betragteligt.

For en boligejer med et afdragsfrit F1-lån på 1 million kroner betyder det, at den månedlige ydelse efter skat stiger fra 760 kroner til 4.820 kroner fordi hele realkreditlånet nu efter 10 års afdragsfrihed skal afdrages på 20 år i stedet for 30 år. Det svarer til en stigning på 634 procent, skriver Spar Nord i en pressemeddelelse.

For boligejere med et fastforrentet 4 procents lån medfører udløbet af afdragsfrihed en stigning i ydelsen efter skat på knap 3.000 kroner per lånt million kroner. Det svarer til en stigning på 104 procent., skriver Spar Nord.

- Hvis du ikke er forberedt, så kan det her være lidt af en bombe under privatbudgettet. Og selv om der måske er et, to eller flere år til, at du løber tør for afdragsfrihed, så skal du allerede nu i gang med at forberede dig. Har du pengene til at afdrage dit lån over 20 år, så er det selvfølgelig fint, men ellers skal du have lagt en plan for, hvordan du kommer videre, siger chefanalytiker hos Spar Nord Martin Lundholm i pressemeddelelsen.

70.000 rammes næste år

Næste år vokser antallet af boligejere med udløb af afdragsfrihed til cirka 70.000. Ifølge Martin Lundholm er der flere muligheder for at undgå, at ydelsen på realkreditlånet fra den ene dag til den anden stiger med op imod det seksdobbelte. Men mulighederne afhænger af, om boligen er blevet mere eller mindre værd, siden realkreditlånet blev optaget.

- Det afgørende er, om realkreditlånet udgør mere eller mindre end 80 procent af boligens aktuelle værdi. Er lånet mindre end 80 procent af boligværdien, har du mulighed for at vælge et nyt, 30-årigt lån med afdragsfrihed og på den måde udskyde afdragsperioden. Hvis realkreditlånet derimod overstiger 80 procent af boligværdien, så kan du stadig vælge et nyt, 30-årigt lån, men du kan ikke vælge afdragsfrihed. Til gengæld har du så 30 år til at afdrage lånet i stedet for 20 år, siger Martin Lundholm.

Siden introduktionen af afdragsfrie realkreditlån i oktober 2003 er lånene blevet mere og mere udbredte. Per 30. september 2013 var 57 procent af boligejeres realkreditlån afdragsfrie.