Vejskilte stjæles og folk griner af dem. Beboerne på vejene med Danmarks sjoveste navne må finde sig i lidt af hvert.

I1984 flyttede Jens Schrøder ind på en sjov adresse sammen med sin kone. Intetanende om at 16.000 danskere 26 år senere ville udnævne netop hans adresse som Danmarks sjoveste.

Folket har talt. Bøsseløkkevej er det sjoveste vejnavn. Ikke mindst fordi byen Sædballe ligger i nabolaget.

- Hvis man opgiver sin adresse, så er man sikker på, at den bliver husket, fortæller Jens Schrøder, som også selv synes vejnavnet er sjovt.

Faktisk er vejnavnet så sjovt, at de slet ikke har kunne have vejskiltet i fred.

- Vores vejskilt er blevet stjålet adskillige gange. Så har nogen i nattens mulm og mørke lige været nede og skrue det af. Nogen af mine døtres gymnasiekammerater var ellevilde med skiltet, så jeg har dem lidt mistænkt griner Jens Schrøder.

Vejnavnet bliver bemærket. Ofte må familien pointere, at det staves Bøsseløkke og ikke Bøsselykke, og for det meste får vejnavnet folk til at grine.

- Jeg kan huske engang, hvor jeg skulle ringe ind til telestyrelsen med en rettelse, da så jeg opgav min adresse blev der helt stille i røret. Så pludselig kunne jeg høre en 4-5 kontordamer bryde ud i grin, og damen jeg talte med udbrød, 'nå det er dig!'. De havde alle moret sig over adressen tidligere, husker Jens Schrøder.

Marianne Dybdahl bor ligeledes på en sjov adresse. Sprøjtehusvej.

- Det vejnavn har jeg moret mig over mange gange og når folk så oven i købet finder ud af hvad byen hedder, så skraldgriner de, fortæller Marianne Dybdahl Camre.

Den lille vej med kun to huse ligger nemlig i byen med det matchende navn: Sæd.