I Børns Vilkår kender man godt til problemet med skældud, for der er ikke sjældent børn, som ringer til organisationens hotline for at søge råd og trøst efter, de har fået verbale skideballer.

Det fortæller Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår, i kølvandet på en undersøgelse fra Psykiatrifonden bragt i Politiken. Undersøgelsen viser, at over halvdelen af alle danske forældre skælder ud hver uge.

I Politiken er en række forskere enige om, at børn tager lige så meget skade af skældud som af lussinger, og Rasmus Kjeldahl erklærer sig på linje med den udmelding:

»Jeg er helt enig i at børn tager skade af skældud og selvfølgelig mere skade, hvis det er voldsom og gentagende skældud. Vi har tit børn, der ringer ind på Børnetelefonen og er meget kede af det, bange og usikre, for de forstår ikke, hvorfor de hele tiden bliver skældt ud,« siger han.

I undersøgelsen fra Psykiatrifonden fremgår det også, at tre ud af fire børn mellem fire og seks år bliver skældt ud hver uge.

»For os er det klart, at skældud ikke er en opdragelsesmetode, men mere et tegn på afmagt hos forældrene. Og jeg tror desværre, at mange har den opfattelse, at når man nu ikke må slå børn, så er det i hvert fald legitimt at skælde dem ud, men det giver desværre nogle af de samme skader,« siger Rasmus Kjeldahl.

Han erkender, at det kan være svært at bevare besindelsen, når børn ikke opfører sig ordentligt. Men opfordringen lyder:

»Træk vejret, tæl til ti, eller gå ind i et andet værelse for at få den umiddelbare vrede til at dampe af. Sæt dig så ned og tal med barnet, hvis barnet har gjort noget, det ikke må.«

Direktøren understreger, at dårlige vaner med skældud følger barnet i andre relationer, hvor den uhensigtsmæssige reaktion vil blive gentaget. Derfor skal opdragelsen ikke bestå i råben og skrigen.

»Man kan sammenligne med en arbejdsplads. I dag ville det ikke være i orden at slå eller råbe af medarbejdere. Det er en kultur, vi ved, er forkert. Men vi har en grundholdning af, at børn er sådan nogle, man godt kan tillade sig at råbe af. Men det er ikke godt for børn, det er ikke godt for nogen at blive råbt af,« fastslår Rasmus Kjeldahl.