Børns problemer begrænser sig ikke til dagtimerne. Nu er der hjælp at hente hos Børnetelefonen om natten.

København. Børnetelefonen har siden 1987 hjulpet børn og unge med både store og små problemer gennem telefonopkald, SMS-samtaler og chat.

Men efter klokken 23 har der været lukket på linjen. Det bliver der lavet om på nu.

Fra 1. november er Børnetelefonens såkaldte nattelinje åben fra klokken 23 til klokken 02 om natten alle dage - også i jule og nytårsdagene.

Det glæder Mikkel Balslev, der er leder af Børnetelefonen hos Børns Vilkår.

- Vi har tidligere kunnet se, at mange seriøse opkald kommer ud på de sene timer. Og der har været 12.000 om året, der har forsøgt at ringe til os uden for åbningstiden. Selv om børnene burde ligge og sove, kan der også om natten være problemer, de har brug for at få hjælp til, siger han.

Siden april har ordningen kørt som forsøg på udvalgte dage, inden der nu åbnes alle ugens dage til klokken 02. Forsøgsperioden har vist, at der er brug for at rådgive børn om natten, mener Mikkel Balslev.

- Seriøsitetsgraden stiger om natten. Især problemer med angst og seksuelle krænkelser er der flere af på nattelinjen end i den normale åbningstid. Vi vil jo helst have, at børnene sover om natten. Men hvis der er noget, der er nødvendigt at tale om, så vil vi gerne være der, siger han.

Den udvidede åbningstid er blevet mulig på grund af en økonomisk tildeling fra satspuljemidlerne for 2016 og 2017.

Mikkel Balslev håber, det bliver muligt at fortsætte ordningen efter 2017.

- Det er selvfølgelig lidt usikkert. Lige nu er det et pilotprojekt, hvor vi ser, hvor mange vi kan hjælpe på denne måde. Vi vil selvfølgelig evaluere det og se på, hvilken forskel det har gjort og så forsøge at skaffe midlerne til at fortsætte, siger han.

På nuværende tidspunkt er nattelinjen åben onsdag, torsdag, fredag og lørdag nat, indtil ordningen gøres permanent 1. november.

Børnetelefonen kan nås på telefonnummeret 116111.

/ritzau/