Mandag havde programmet ’En kæreste til mor’ premiere på Kanal 4. Her skal børn ned til syvårsalderen finde en mand, der kan flytte ind hos en singlemor. Børnepsykolog er målløs.

Din syv-årige søn skal finde dig en kæreste. Det er, hvad programmet ’En kæreste til mor’ – der mandag havde premiere på Kanal 4 går ud på. Men at børn skal være en del af den beslutningsproces er børnepsykolog Margrethe Brun Hansen forundret over.

I mandagens program prøvede ni-årige Rasmus at sætte sin mor op med en mand. Rasmus valgte David, der efterfølgende flyttede ind hos Rasmus og mor Karina i tre dage. Tirsdag meldte Realityportalen.dk, at Karina og Davids kærlighed aldrig blomstrede – og det er en tendens, Margrethe Brun Hansen advarer mod.

»Barnet kan jo også risikere at føle sig svigtet, hvis det har valgt en kæreste til moderen, som barnet synes er helt fantastisk, og moderen så ikke bliver forelsket i ham,« forklarer hun.

Margrethe Brun Hansen er helt uforstående overfor, at børn skal være med til at træffe det, hun kalder voksenbeslutninger.

»Jeg fatter slet ikke ord. Børneverdenen og voksenverdenen skal adskilles. Hvis mor skal have fundet sig en partner, så skal børnene slet ikke blande sig i det. At lave et program, hvor et barn på ni år skal vælge en kæreste til mor er meget usmageligt,« siger børnepsykologen.

Programmets vært, David Owe, mener dog ikke, at børnene bærer et for stort ansvar.

»Jeg har ikke oplevet, at nogle af børnene synes, det er for stort et ansvar. Jeg er ret sikker på, de ser det som en mulighed for at vælge én, som de synes, det kunne være sjovt at have boende. Det er jo en leg i tre dage,« sagde David Owe mandag til Ritzau/FOKUS.

Det opponerer børnepsykologen mod.

»Det er et dårligt signal at give, at vi voksne ikke selv kan finde ud af at finde en partner. At man overlader et ansvar til et barn om, at de skal vælge, hvem mor skal være sammen med, er de overhovedet ikke i stand til. Det skal mor selv finde ud af. Det er et kæmpe ansvar, og børn skal slet ikke have den magt. Barnet skal ikke finde én, barnet selv kan lide, og så skal mor også elske ham. Jeg tager klar afstand fra et sådant koncept,« siger hun.

Hun slutter af med at stille spørgsmål ved programmets udformning.

»For det første er konceptet helt forkert skruet sammen. Jeg kan slet ikke finde ord for det, og jeg er forundret over, man kan finde på at lave sådan et program. Det må udelukkende være lavet for popularitetens skyld, for det har jo intet pædagogisk over sig. Det eneste de får ud af det, er en masse seere, der vil se noget outreret,« siger Margrethe Brun Hansen.