Etiopisk børnehjem, der formidlede adoptivbørn til Danmark, anklages for at lokke fattige forældre til adoption.

Et børnehjem i Etiopien, der formidlede adoptivbørn til Danmark, anklages for at lokke fattige forældre til adoption med falske løfter om penge og uddannelse. Det skriver Politiken søndag.

Ifølge Kedir Nur fra bystyret i provinsbyen Assela blev adoptionslovene systematisk brudt på børnehjemmet Enat Alem, som samarbejder med den danske organisation DanAdopt.

- Enat Alem havde en stor stab af medarbejdere, som rejste rundt i landsbyerne og fortalte folk, at hvis de opgav deres børn, ville de få en masse penge selv, fortæller Kedir Nur, der er børneansvarlig i Assela, til Politiken og uddyber:

- I nogle tilfælde udbetalte de endda symbolske beløb, indtil forældrene skrev under i retten. De overtalte dem også til at lyve om deres børns alder. Til gengæld lovede de, at deres børn ville blive en god investering, fordi de ville komme tilbage igen efter kort tid og forandre familiens liv fuldstændigt.

Ifølge en rapport var 90-95 procent af børnene ikke forældreløse og havde forældre, der kunne forsørge dem. Børnehjemmets aktive rekrutteringsmetode er dermed strengt forbudt, da adoption til udlandet ifølge lovgivningen altid skal være sidste udvej.

Fra 2001 til 2011 har danske forældre adopteret 644 børn fra Etiopien. Det har ikke været muligt at få oplyst, hvor mange af disse aftaler der er kommet i stand via Enat Alem, skriver Politiken.

Ifølge DanAdopts direktør, Marianne Wung-Sung, vækker det bekymring, at to ud af tre børnehjem under Enat Alem nu er lukket af myndighederne.

- Jo, vi følger det rigtig nøje, men det gælder jo for rigtig mange børnehjem, de har ikke været alene, siger hun til Politiken og henviser til, at DanAdopt ikke har haft kontakt til de lokale og regionale myndigheder.

FN har ved flere lejligheder udtrykt stærk bekymring for, at adoption i Etiopien er ved at udvikle sig til børneeksport.