Advokaten Gry Rambusch raser over den behandling hun har fået af DR i forbindelse med tre programmer med titlen 'Børneadvokaten'. Gry Rambusch langer hårdt ud efter public service-stationen, efter at hun blev holdt ude af en livedebat om de tre programmer.

»DR2, I har voldtaget mig, korsfæstet mig og lukket munden på mig,« skriver Gry Rambusch i et langt indlæg på Facebook.

I tre programmer har DR2 fulgt den kontroversielle advokat Gry Rambusch, der har et brændende engagement i sager med udsatte børn. Som BT tidligere har omtalt, har Gry Rambusch fået tre påtaler med bøder af Advokatnævnet, men Gry Rambusch er også forbillede og en stjerne for mange udsatte børn og unge, på grund af sit engagement i at høre børnenes egen stemme, og fordi hun selv har brudt med en dårlig opvækst og er blevet advokat.

DR forsvarer kontroversielt program: Derfor fortalte vi ikke alt

Programmerne handler dels om Gry Rambusch egen utrygge opvækst i Esbjerg og samtidig følger de hendes kamp i flere konkrete sager. Oprindeligt var det meningen, at serien skulle bestå af fem programmer, men det blev skåret ned til tre´- ifølge BTs oplysninger, fordi familierne, de omhandlede, trak sig efter programmerne var redigeret.

I de tre programmer har Gry Rambusch rettet en sønderlemmende kritik af systemet, som hun mener svigter på børneområdet. Torsdag sendte DR en live-debat om den kritik, Gry Rambusch har fremført i programmerne. I debatten deltog alle, der har noget at skulle have sagt på børneområdet, her i blandt Socialminister Manu Sareen.

Men Gry Rambusch var ikke inviteret, og fredag retter hun et hårdt angreb mod DR, som hun beskylder for at stjæle hendes tid.

»I mistet tid har mit kontor opregnet omkostninger i millionklassen, som man stjal i tid fra sagerne og børnekampen. Og jeg blev tilsvarende slidt med arbejdsdage til kl 3 om natten. Jeg har intet modtaget for min indsats andet svigt og skuffelser,« skriver den tempramentsfulde advokat.

»Jeg knoklede for at få debatten igang, og det eneste jeg ikke inviteres til er gårsdagens debat efter tv serien Børneadvokaten - hvor jeg kunne have forklaret mig og uddybe budskabet. Jeg føler mig udnyttet og voldtaget på min sjæl, fortsætter hun.«

Redaktør på DR2, Sofia Fromberg, forsvarede i går den redaktionelle beslutning om ikke at lade Gry Rambusch deltage i debatten.

»Aftenens debat handler ikke om 'Børneadvokaten', men er et forsøg på at tage debatten videre. Gry Rambusch har rettet en massiv kritik af den måde, vi behandler børn på herhjemme. Det har vakt en væsentlig debat om, hvordan vi behandler udsatte børn herhjemme. Med aftenens debat ønsker vi at bringe debatten videre og bringe kritikken direkte til de ansvarlige. Målet er at finde frem til løsninger på de problemer som programmerne peget på, sagde hun til BT.

Men det kunne jo være, Gry Rambusch var uenig med nogen i panelet og gerne ville have mulighed for at svare tilbage?
»Det er ikke en debat om for og imod men netop er forsøg på at samle de ansvarlige pg spørge: Hvordan kan vi gøre det bedre?«

Gry Rambusch virker meget utilfreds med beslutningen. Gør det indtryk?
»Ja, hun er en ilter dame, for hun er en ildsjæl med en stærk mission om at skabe forandring for de udsatte børn i Danmark. Og på den måde er hun jo allerede kommet langt Hun ville gerne rejse en debat, og det er lykkedes,« skrev Sofia Fromberg i en mail til BT torsdag aften.

De fik lov til at deltage i debatten på DR2

Socialminister Manu Sareen (R)

Trine Pertou March (SF)

Tina Nedergaard (V)

Karin Nødgaard (DF)

Thomas Adelskov (S), direktør i Børns Vilkår. Formand, Social og Sundhedsudvalget i Kommunernes Landsforening.

Rasmus Kjeldahl, Direktør i Børns Vilkår.

Niels Christian Barkholt, næstformand i Socialrådgiverforeningen.

Lisbeth Zornig, Huset Zornig.

Benny Andersen, Forbundsformand i Socialpædagogernes Landsformand.