Antallet af henvendelser fra børn, der vil have hjælp på grund af deres forældres alkoholproblemer, er steget markant i december.

Julen starter med våde julefrokoster, og fra hotlines som Børnetelefonen og Hope.dk melder man allerede nu om en stærkt stigende mængde henvendelser fra fortvivlede børn, der søger professionel hjælp til sig selv og deres forældre, skriver Metroxpress.

»I år har vi i december alene oplevet en tredobling i antallet af henvendelser fra børn, der vokser op i familier med alkoholproblemer,« siger Allan Jonas, der er projektleder i Hope.dk, som er den mest besøgte online-rådgivning for børn med forældre, der drikker.

Normalt modtager Hope.dk 2.500 henvendelser om måneden. I december overstiger tallet 8.000.

»Børnene kontakter os typisk med spørgsmål om, hvad de skal stille op, når far eller mor er fulde. Og hvordan de skal få dem til at holde op med at drikke. Ofte føler de, at det er deres ansvar,« siger Allan Jonas.

Og netop ansvaret er ifølge overlæge og psykiater i Stofrådgivningen Henrik Rindom det helt store problem.

»Børn fra familier, hvor mor eller far drikker, lærer alt for tidligt de voksnes opgaver. De føler sig nødsaget til at overtage det betydelige ansvar, der følger med at være forælder. Og det er skidt,« siger han.

Ifølge Sundhedsstyrelsen lever mindst 120.000 børn og unge i familier med alkoholproblemer, og ifølge professor Børge Nordestgaard, Herlev Hospital, er en væsentlig forklaring, at vi presser hinanden til alkohol.

»Vi er ramt af to drikkekulturer på en gang. Den gamle nordiske, hvor man drikker voldsomt igennem til festlige lejligheder, og nu også den sydlandske, hvor man drikker hver dag, men kun ganske lidt. Det har medført et massivt pres på, at man skal drikke alkohol ved næsten alle sociale lejligheder. Og hvis man ikke vil, skal man ligefrem forklare sig,« siger han til Metroxpress.

BNB