Nordjyllands Politi oplyser, at et fly er styrtet ned ved Sæby.

Et mindre sportsfly med en familie om bord styrtede mandag formiddag ved 10-tiden ned i nogle træer ved Solbæksvej syd for Sæby i Nordjylland.

To blev dræbt ved flystyrtet, mens de to øvrige er hårdt kvæstet.

De to dræbte er flyets pilot og hans hustru. Med i flyet var også to af parrets børn - to voksne piger. Pigerne blev begge kørt på hospitalet med svære kvæstelser efter ulykken.

Flyet er et dansk indregistreret fem-personers sportsfly af Piper-typen.

Flyet, der tilhører et nordjysk byggefirma, lettede mandag morgen fra Læsø, oplyser TV2 News på baggrund af informationer fra Nordjyllands Politi.

Flyet var ifølge bt.dk's oplysninger på vej til flyvepladsen i Sindal.

Der er endnu ikke oplysninger om, hvorfor flyet fløj så lavt, at det stødte ind i træerne ved Solsbæk mellem Sæby og Lyngså strand. Flyet udsendte angiveligt på intet tidspunkt nødsignal.

Flyet styrtede ned cirka 300 meter fra vandet. Meldingen om flystyrtet kom mandag klokken 9.55, og Falck sendte fire ambulancer og brandkøretøjer til stedet, oplyser Jeppe Ilkjær fra Falcks informationsafdeling til Ritzau.

Et større område med vragrester er afspærret, og Havarikommissionen er tilkaldt for at opklare, hvad der forårsagede flystyrtet.

TIP: Ved du noget.Tip B.T. HER.

Breaking: Læs nyhederne, mens de sker. Tilmeld dig BT.dks Mobil Breaking News tjeneste, og bliv opdateret på de vigtigste begivenheder i Danmark og verden, straks efter de er sket – det er gratis!