Betydelige oversvømmelser truer kystbyen Jyllinge som følge af den stigende vandstand i Roskilde Fjord.

»Vi har en enkelt børnehave, der er blevet evakueret, hvor børnene er blevet flyttet hen til en anden børnehave. Og så er der omkring 20 hjemmehjælpskrævende borgere, der er blevet flyttet,« siger politikommissær Niels-Erik Hansen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Myndighederne forventer, at oversvømmelserne i løbet af fredagen kan føre til evakuering af op mod 200 husstande i Jyllinge.

»Vi stiller faciliteter til rådighed i Jyllingehallen, hvor man kan søge hen, hvis man ikke kan komme til sin bopæl,« siger politikommissæren.

Særligt beboere i området omkring Osvej Vest, Osvej og Værebro Å fra Høgevænget til Strandvænget opfordres til at sikre deres boliger mod indtrængende vand.

Niels-Erik Hansen forsikrer dog om, at alt foregår stille og i ro og orden.

»Der er ikke noget kaotisk. Vandet stiger stille og roligt,« siger han.