Kun 79 børn har i 2013 gjort brug af deres såkaldte initiativret i forbindelse med Statsforvaltningens behandling af skilsmissesager. »Fuldstændig horribelt«, siger socialordfører i Venstre Eyvind Vesselbo (V).

Børns selvstændige ret til at komme til orde, når forældrene skal skilles, lever et liv i det skjulte. Kun 79 børn har i 2013 gjort brug af deres såkaldte initiativret i forbindelse med Statsforvaltningens behandling af skilsmissesager. Det viser helt nye tal, som Radio24syv har indhentet hos Statsforvaltningen.

Statsforvaltningen behandlede sidste år 27.179 sager om forældremyndighed, bopæl og samvær. Men børnene gjorde altså kun i 0,03 procent af sagerne brug af deres selvstændige initiativret, som ellers sikrer barnet en ret til af egen drift at komme til orde i skilsmissesager.

Og det er fuldstændig horribelt, at barnets initiativret ikke fungerer, mener socialordfører i Venstre Eyvind Vesselbo (V).

»Jeg vil selvfølgelig tage det her op med den nye socialminister (Manu Sareen (R), red.). Vi er nødt til at få strammet de her retningslinjer op, så der bliver krav til Statsforvaltningen om, at de skal sørge for, at børnene bliver hørt og ikke bare sidder og venter på, at børnene selv ringer. Det er vigtigt, at børnene kommer med, og derfor er det her faktisk rystende,« siger Eyvind Vesselbo til Radio24syv.

Ifølge chefen for Børnetelefonen, Bente Boserup, skyldes det lave tal, at hverken børnene eller deres forældre kender til rettighedens eksistens.

»For at børn skal gøre brug af deres ret, skal de jo vide, at de har den. Og det er jo ikke den store reklamekampagne, der har været lavet. Og når børn så faktisk forsøger at henvende sig til Statsforvaltningen, bliver de mødt af et system, der bestemt ikke er børnevenligt,« siger Bente Boserup til Radio24syv.

Barnets initiativret er en central del af Forældreansvarsloven fra 2007, og bestemmelsen blev indført netop for at styrke barnets retsstilling. Og det er kritisabelt at loven ikke følges op med handling, mener formand for Danske familieadvokater, Helle Larsen.

»I virkeligheden er der jo her tale om en pseudo-lovgivning. Det er stærk problematisk, at der i Statsforvaltningen ikke bliver fulgt op på de regler, man fra politisk hånd sætter i søen,« siger Helle Larsen.

Da Udvalget om Forældremyndighed og Samvær i forbindelse med bestemmelsens vedtagelse var bange for, at særligt yngre børn ville kunne blive tvunget til at rejse sager i Statsforvaltningen, som de ikke selv kan overskue konsekvensen af, blev der indført en regel om, at kun børn over 10 år har en initiativret.

Men de yngre børn bør sikres samme retsstilling. Det mener i hvert fald Dennis Pedersen, som er en af de fædre, der sidste år fik en sag behandlet i Statsforvaltningen. Han har to drenge på 5 og 8 år, og han ville ønske, at de havde haft muligheden for selvstændigt at komme til orde:

»Hvis man i mit tilfælde havde hørt mine børn – og på den måde belyst deres perspektiv – så havde de ikke siddet i det helvede, som de sidder i dag,« siger Dennis Pedersen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Statsforvaltningen.