I går var det EUs dag for forsvundne børn, men i Danmark eksisterer problemet slet ikke

Op mod 60 procent af de børn i EU, der ’forsvinder’, løber selv væk hjemmefra, eller fra den institution, de er anbragt på.

25 procent er børn, der ’forsvinder’ indenfor familien, hvor faderen typisk bortfører et eller flere børn fra sin familie og tager barnet med til et andet land.

I går var det EUs ’Internationale dag for forsvundne børn’, men hvis man frygter, at éns barn bliver kidnappet og forsvinder væk til en pædofil ring eller andre kriminelle netværk, så kan man godt tro om igen.

Kun to til fem procent af de 1,2 procent af EUs barne-befolkning, der årligt ’forsvinder’ tilhører kategorien, der kaldes ’lost children’ eller ’kidnappet af forbrydere udefra’. Og bag betegnelsen ’lost children’ gemmer sig også ganske korte dagligdags forsvindinger.

- ’Lost children’ kan også godt være et barn, der forsvinder nogle timer på en strand, og så bliver fundet igen, siger Delphine Moralis, der er chef for EU-kommissionens Daphne-projekt ’Missing Children In Europe’, der afholder EUs dag for forsvundne børn.

Forsvinder sporløst

Men det kan også være børn som engelske Madeleine McCann, siger Moralis, der fortæller, at 10 procent af de forsvundne børn i EU-landene måske er det alvorligste problem:

- Det er nemlig uledsagede flygtningebørn eller børn fra lande, der kommer til EU-landene, og som forsvinder sporløst i EU et sted.

Men der er ikke mange tal på problemet, heller ikke i EU-kommissionen, der har problemer med at få medlemslandene til at oprette en hotline for forsvundne børn og deres forældre.

På Daphnes egen hjemmeside beklager EUs kommissær for retslige anliggender og EU-borgerskab, Viviane Reding, at hotlinenummeret kun virker i 11 medlemsstater.

- Det er svært at acceptere, at foranstaltninger, der kunne hjælpe, endnu ikke fungerer i hele EU, mener Reding.

I Danmark kender tre af landets største organisationer for børns rettigheder, Unicef, Red Barnet og Børns Vilkår, slet ikke til EUs særlige mærkedag, der ellers ifølge Delphine Moralis er oprettet ’i solidaritet med de forsvundne børn og deres forældre’, som hun siger til B.T.

- Forsvundne børn er et kæmpe problem. National Center For Missing And Exploited Children i USA regner med, at der i 2011 vil forsvinde otte millioner børn på verdensplan, siger chefen for Missing Children In Europe, der er sur på Danmark:

- Det undrer mig slet ikke, at der overhovedet ikke er nogen opmærksomhed omkring det i Danmark, der er meget lidt bevidsthed om problemet hos jer. Ifølge de tal, vi har fået fra enten Indenrigsministeriet eller Justitsministeriet i Danmark, er der registreret nul forsvundne børn i 2010. Nul!

Kæmpe arbejde venter

Men hvis der ikke er noget problem her?

- Enten så er det fordi børn i Danmark er ekstremt lykkelige, eller også er det fordi, det slet ikke bliver registreret, at børn forsvinder.

Hvad tror du?

- Jeg tror det sidste. Vi har et kæmpe arbejde foran os med Danmark, mener Delphine Moralis, der siger, at hun ikke har tal på, hvor mange forsvundne børn der er tale om. Kun procenter.

- Vi har valgt ikke at lægge tal ud for de enkelte lande, for så ville det bare blive pinligt for nogle. Blandt andet Danmark, forklarer Moralis.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Indenrigsministeriet eller Justitsministeriet.

Derimod viser et enkelt klik på Udenrigsministeriets hjemmeside, at Danmark i hvert fald har tjek på, hvor mange barne-bortførelser der sker hvert år.

I 2009 var der 22, i 2010 var tallet 17. Lige nu verserer 27 sager om bortførelser. 23 af dem handler om børn, der er bortført til Afrika eller Mellemøsten.