Er du tyk, vil du have svært ved at få venner, viser ny forskning. Skolen bør gribe ind, mener ekspert.

Normalvægtige børn helt ned til femårsalderen fravælger tykke venner. Årsagen er, at de ikke mener, at den overvægtige er lige så god en legekammerat som normalvægtige.

Det viser både internationale og endnu ikke offentliggjorte forskningsresultater fra Danmark, skriver metroXpress.

- Børn gider ikke have overvægtige venner, og der skal være en god grund til at være kammerat med en, der er tyk. For eksempel en fælles interesse som computerspil. Men umiddelbart fravælger man de tykke, siger lektor Karen Wistoft fra Danmarks Pædagogiske Universitet.

Hun har i seks år forsket i metoder til fremme af børns mentale og sociale sundhed.

Der er særligt én grund til, at tykke børn fravælges. Børn prioriterer nemlig venner, der har samme fysiske muligheder som dem selv. Her kan overvægtige have svært ved at følge med.

- De kan ikke svømme, løbe eller hoppe lige så langt og højt som de andre. Undersøger man gruppen af overvægtige børn, bekræfter min forskning, at noget af det, de er allermest kede af, er deres immobilitet, siger Karen Wistoft.

Blandt de overvægtige børn betyder fravælgelsen blandt andet lavere selvværd og isolation, siger hun og understreger, at der er behov for at nuancere børns opfattelse af overvægt - det bør ske i skoleregi.

Dorte Lange, formand for Skole- og Uddannelsespolitisk udvalg i Danmarks Lærerforening, mener dog ikke, at der er behov for en målrettet indsats i forhold til børns syn på overvægt.

- Det handler om at skabe et miljø, hvor alle er lige meget værd. Det ligger lærerne meget på sinde, for vi er godt klar over, at når vi har et godt miljø i klassen, så lærer man simpelthen mere, siger hun til metroXpress.

/ritzau/