Pilleforbruget blandt børn er steget voldsomt gennem de seneste 20 år.

Danske børn og unge tager smertestillende piller som aldrig før. Ofte er det forældrenes skyld.

Det konkluderer forskere fra Statens Institut for Folkesundhed (SIF), som har undersøgt de 11-15-åriges sundhed og trivsel.

På 20 år er andelen af 15-årige piger, der har taget hovedpinepiller inden for den seneste måned, steget fra 37 til 60 procent, mens de pillespisende drenges andel er vokset fra 17 til 40 procent, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag.

Også forbruget af medicin mod mavepine er omtrent fordoblet, så 35 pct. af de 15-årige piger i dag jævnligt tager piller mod mavepine.

Læs også:

- Det er en bekymrende og voldsom udvikling. Medicin kan have mange skadelige bivirkninger, siger professor og sociolog Bjørn Holstein, SIF.

Forklaringen skal blandt andet findes i, at forældrene oftere finder en pille frem, når børnene klager over smerter eller ubehag, skriver avisen.

- De har sikkert mere travlt i dag, og det er mere ubekvemt, at børnene er syge, påpeger Bjørn Holstein.

/ritzau/