Fødevarestyrelsen har onsdag færdiggjort kontrollen med tilbagetrækningen i andet og tredje led af produkter fra Jørn A. Rullepølser A/S. 40 virksomheder har handlet for langsomt, og de kan nu forvente en bødestraf.

Cirka 40 danske virksomheder kan forvente en bødestraf på op til 40.000 kroner for at have nølet med tilbagetrækningen af produkter, der kunne indeholde listeria-bakterier, efter udbruddet på fødevarevirksomheden Jørn A. Rullepølser A/S.

Det står klart, efter Fødevarestyrelsen onsdag har færdiggjort kontrollen med tilbagetrækningen i andet og tredje led af produkter fra Jørn A. Rullepølser A/S.

Fødevarestyrelsen har allerede varslet og givet sanktioner til de virksomheder, der ikke har handlet tilstrækkeligt hurtigt.

»Fødevarestyrelsen har i forbindelse med tilbagetrækningskontrollen sikret, at der med det samme er blevet rettet op på de mangler, der blev konstateret i de pågældende virksomheder, så problemet er blevet løst,« siger Bjørn Wirlander, der er Fødevarestyrelsens fødevarechef i København, i en skriftlig kommentar.

Der er på landsplan foretaget telefonisk kontrol med i alt 6.000 virksomheder og gennemført i alt 600 kontrolbesøg. De 40 virksomheder på landsplan, der er varslet og givet sanktioner til, svarer til en overtrædelsesprocent på 0,7 procent i forhold til de 6.000 virksomheder, som er blevet kontrolleret i andet og tredje led.

Selv om Bjørn Wirlander kalder det for en »alvorlig sag«, hvis man ikke har levet op til lovkravene i forhold til tilbagetrækningen af produkterne, er han alligevel tilfreds med, at langt størstedelen af de kontrollerede virksomheder har handlet efter deres forpligtigelser.

»Det er positivt at se, at langt den overvejende del af virksomhederne har taget tilbagetrækningen alvorligt, og at kun omkring en trekvart procent ikke har levet op til deres forpligtelser.« siger Bjørn Wirlander.

Fødevarestyrelsens kontrol fortsætter i de kommende dage med stikprøveviskontrol i fjerde og femte led.

Mindst 13 personer er døde som følge af listeria-udbruddet, der ifølge Statens Serum Institut (SSI) kan koste flere liv.