Det hav af blomster, der har pyntet foran synagogen i Krystalgade siden terrorattentaterne i midten af februar, er nu blevet fjernet. Der er stadig blomster foran kulturhuset Krudttønden på Østerbro.

Det var en bevæget Helle Thorning-Schmidt (S), der søndag 15. februar lagde en buket blomster ved synagogen i Krystalgade, godt 12 timer efter at den jødiske vagt Dan Uzan var blevet skudt og dræbt under det attentat, der ramte København for knap tre uger siden.

Siden statsministeren lagde sine blomster, er hundredvis af buketter fulgt, og et hav af blomster har de seneste uger nær forvandlet Krystalgade til en botanisk oase midt i centrum af hovedstaden.

Men nu er det slut. Medarbejdere ved Københavns Kommune afhentede torsdag aften de mange buketter, hvoraf de fleste bar præg af den lange tid udenfor på asfalten.

Overrabbiner Jair Melchior tog også del i oprydningen, og det var der en god årsag til.

»Jeg har brug for at gøre noget for at markere, at det er slut. At vi lægger det bag os og kigger fremad,« siger Jair Melchior til DR Nyheder. De mange blomster blev efterfølgende fragtet til Østre Anlæg, hvor de blev komposteret.

Til gengæld er der fortsat mange buketter ved kulturhuset Krudttønden på Østerbro, hvor gerningsmandens første angreb fandt sted. Her blev den 55-årige Finn Nørgaard skudt og dræbt.