Et rekordstort antal af blodtørstige flåter er kommet til landet og derfor kan mere end 700.000 danske kæledyr blive bidt af flåter i år.
På trods af de alvorlige sygdomme, som flåtbid kan medføre, undlader hver fjerde kæledyrsejer at tjekke sit kæledyr for flåter.
Det viser en ny undersøgelse foretaget blandt 1600 danske kæledyrsejere for Netdyredoktor.dk.
Mere end halvdelen af de 710.000 danske kæledyrsejere har oplevet, at antallet af flåter på deres kæledyr er steget inden for de sidste fem år.
Ifølge dyrlæge Finn Jørgensen kan stigningen skyldes den øgede indsats over for at bevare bestanden af rådyr og ræve, samt en ændring i klimaet.
- Forklaringen på flåternes gode levevilkår er dels en øget indsats over for at bevare bestanden af rådyr og ræve, som er flåtens hovedvært, og så dels det ændrede klima, siger dyrlæge Finn Jørgensen fra Netdyredoktor.dk.
På trods af en kold vinter, bliver 2010 endnu en rekordsæson for blodsugerne, spår han.
Ud af de 1.250.000 hunde og katte, der findes i Danmark, bliver mere end halvdelen hvert år ramt af flåtbid. Hos hver femte kæledyr har flåter endda bidt 10 gange eller mere.
Men også kæledyrsejerne selv er i farezonen for at blive bidt af flåter. Hver tiende kæledyrsejer bliver hvert år ramt af flåtbid. Heraf pådrager 7000 sig en infektion, der kræver lægebehandling.
Hos 200-300 danskere udvikler infektionen sig til sygdommen neuro-borreliose, der blandt andet kan lamme ansigtsnerven samt give usikker gang.
- Som kæledyrsejer bør du være mere opmærksom på at beskytte dig selv og dine dyr. Du skal sørge for at se både dig selv og dit kæledyr efter, når I har været ude i naturen. Man skal sørge for at få flåten fjernet inden for 24 timer, da smitterisikoen stiger, jo længere tid flåten sidder, siger Finn Jørgensen.
/ritzau/





















