Mange sager om fup med fremleje af lejligheder i København.

To kvinder er blevet grundigt upopulære blandt beboerne i den attraktive boligbebyggelse Emdrup Huse i København. Kvinderne er mistænkt for at have lavet et snydearrangement, hvor den ene er flyttet og har overladt lejligheden til den anden uden hensyn til ventelisten på over 20 år. De to kvinder har indtil videre kunnet klare frisag ved at underskrive en erklæring om, at de bor sammen som et lesbisk par.

Striden er et af mange eksempler på sager om fup med fremleje af lejligheder i Boligforeningen AAB, skriver Boligen, der udgives af BL - Danmarks Almene Boliger.

Kvinderne flyttede angiveligt sammen for et halvt år siden. En stribe beboere har skrevet under på, at den oprindelige beboer ikke reelt har boet her siden.

Balladen er en af 113 sager om snyd med fremleje, som boligforeningen har modtaget i årets syv første måneder. AAB's direktør, Christian Høgsbro, efterlyser en lovændring, der gør det lettere at komme ulovlige fremlejere til livs, skriver Boligen.