12-årige Anna Josephine Hope Bransholm har mødt megen modstand i livet på grund af sine handicap.

Hun blev født med så stor synsnedsættelse, at hun næsten er blind og lider også af både spastisk lammelse i venstre side og hormonfejl. Det har ifølge Annas mor Joanna Hope afstedkommet mange dumme kommentarer og blikke fra fremmede gennem tiden, men Anna har ikke ladet sig slå ud.

I stedet udviser hun et storsind og en medmenneskelighed, som vi alle kan lære af.

- En af pigerne på min skole mistede næsten alt sit hår, fordi hun havde fået kræft. Jeg tænkte, om jeg ikke kunne hjælpe andre børn, som mister deres hår, siger Anna Josephine Hope Bransholm til bt.dk.

Den 12-årige pige kom selv på, hvordan hun kunne hjælpe: En dag efter skole fortalte hun sin mor, at hun vil donere noget af sit lange, lysebrune hår til alvorligt syge børn.

- Det kan man ikke rigtig sige nej til, siger Annas mor, Joanna Hope.

Familien undersøgte sagen og fandt frem til organisationen Locks-of-Love, som laver parykker til børn, der har mistet deres hår på grund af alvorlig sygdom. Så som sagt, så gjort. Anna klippede 30 centimeter af sit lange hår. Fredag sender Joanna Hope det til Locks-of-Love, som har hjemme i USA.

- Jeg var meget glad for mit hår, men det vokser jo ud igen. Så hvorfor ikke give noget af det til andre? Mange små piger vil jo gerne have deres hår. Så det er synd for dem, at de mister det, når de bliver syge, siger Anna Josephine Hope Bransholm.

Hun håber, at hendes hår kan hjælpe andre piger til at se normale ud, så de slipper for den ubehagelige opmærksomhed, hun selv oplever på grund af sine handicap.

- Måske kan mit hår hjælpe en lille pige, så folk ikke stirrer på hende længere. Jeg vil bare ønske, at der var noget man kunne gøre, så folk stoppede med at stirre på mig, sagde Anna Josephine Hope Bransholm til sin mor om bevæggrunden for sin velgørende gerning.

Rigtig mange danskere har taget Annas rørende historie til sig, efter at Joanna Hope lagde den på Facebook onsdag. På blot 18 timer har opslaget fået mere end 30.000 'likes' og blevet delt over 1.200 gange. Kommentarfeltet bugner med rosende ord og opbakning til Anna.

- Jeg synes, det er rigtig dejligt. Måske kan jeg også inspirere folk til at hjælpe andre, der har det svært, siger Anna Josephine Hope Bransholm.

Hun håber, at omtalen af hendes hår-donation kan skabe grobunden for, at der også bliver muligt at donere hår til alvorligt syge børn her i Danmark. Interessen er der i hvert fald.

- Jeg har også fået rigtig mange andre henvendelser fra andre, som nu også vil donere deres hår. Der er så mange, der har skrevet til mig, at jeg ikke kan følge med, griner Joanna Hope.

Anna synes, det er sjovt at med den megen opmærksomhed.

- Men det vigtigste for hende er, at vi husker at sende håret i morgen, understreger Joanna Hope.

Anna har i sandhed et hjerte af guld.