En gruppe unge byggeriarbejdere har torsdag valgt at demonstrere foran Københavns Rådhus med et stort rødt banner med teksten 'Løgnersvin!!'.

Det sker efter at det er kommet frem, at det omfattende byggeri kun har kastet sølle to lærlingepladser af sig på trods af en frivillig aftale om 75-105 pladser årligt, skriver Politiken.

Metroselskabets administrerende direktør, Henrik Plougmann, erkender, at det foreløbige antal lærepladser er utilfredsstillende, men han har tiltro til, at der er flere på vej.

- I efteråret 2012 begyndte man at lede efter nye løsninger, og en ny lærlingeordning afventer nu godkendelse i Ministeriet for Børn og Undervisning. Lærlingepladser er fortsat et vigtigt mål for Metroselskabet, siger Henrik Plougman Olsen til Berlingske Nyhedsbureau og tilføjer:

- Hvis det viser sig, at den (ordningen, red.) ikke virker efter hensigten, vil vi tage skridtet videre og undersøge mulighederne for at stille krav om praktikpladser i udbuddet af fremtidige metroarbejder, lover direktøren.

Med det 22,2 milliarder dyre byggeri af Metro Cityringen var der forventninger om flere hundrede praktikpladser. Men her to år efter det allerførste spadestik er der kun skabt sølle to lærlingepladser. Det på trods af, at byggeriet vil skabe 25.000 årsværk - altså årlige fuldtidsstillinger - i hele anlægsperioden.

Da kontrakterne blev underskrevet i sin tid var det uden såkaldte klausuler, der stillede krav til praktikplader - og en frivillig lærlingeaftale, der blev indgået i juni 2011 mellem byggeriet parter, har indtil videre været en fiasko.

For halvandet år siden indgik blandt andre Metroselskabet, hovedentreprenøren CMT, Dansk Byggeri og 3F nemlig en frivillig lærlingeaftale med en målsætning om, at 5 til 7 procent af de timelønsansatte på byggepladserne skulle være lærlinge. I forhold til antallet af direkte ansatte på byggeriet svarer det til 75-105 praktikpladser om året frem til 2018.

Men det blev altså kun til to. I alt. Og det var bestemt ikke meningen, medgiver Metroselskabet, som har undersøgt, hvorfor det ikke lykkedes.

- Det har vist sig, at de udenlandske underentreprenører ikke kender til de såkaldte struktørlærlinge, som vi har i Danmark, skriver kundedirektør Rebekka Nymark i en mail til Politiken og oplyser samtidig, at der nu arbejdes på at få statens godkendelse af en ordning, hvor hovedentreprenøren ansætter otte struktørlærlinge for derefter at udlåne dem til underentreprenørerne.

Alene i Region Hovedstaden stod der 1.123 unge og ventede på en praktikplads inden for byggeriet i slutningen af 2012.