Der er mange penge på spil i en tvist om en stor elregning, der behandles i Retten i Sønderborg.

Her slås en stribe sommerhusejere med ejeren af Rødhus Klit Feriecenter om, hvem der skal betale for den kæmperegning, der for et par år siden dukkede uventet op og blev årsagen til en bitter strid mellem parterne.

Sommerhusejerne havde adgang til feriecentrets vandland mod en årlig, samlet sum på én million kroner, men da ingen ville dække de uforudsete udgifter, lukkede ejeren af feriecentret, Rudolph von Platen-Hallermund, det populære turistmål. Siden har vandlandet stået hen i forfald.

Hvor stort et beløb, der står på regningen, er uvist, men af Rudolph von Platen-Hallermunds regnskab for sit selskab, RSB ApS, fremgår det, at en sejr i retten kan medføre selskabet 500.000 kroner.

Den sum penge vil skæppe godt i selskabets kasse, der har haft det svært siden striden brød ud.

Således var der både underskud i 2013 og 2014 på samlet set 430.000 kroner, står der i regnskabet, hvor det også fremgår, at der til ‘sikkerhed for mellemværende med Grundejerforeningen Rødhus Strand, aktuel eller kommende, er der givet pant i ejendommen på kr. 20.000.’

Og selvom Rudolph von Platen-Hallermund er lykkedes med at skabe overskud i det seneste regnskab, ændrer det ikke ved, at selskabets egenkapital stadig er negativ.

Den nordjyske erhvervsmand lader dog ikke til at mangle penge i sin privatøkonomi. Tidligere i år købte han det smukke og fredede Visborggaard Slot i Hadsund for et stort millionbeløb.

Nybolig Erhverv i Aalborg, der stod for salget, bekræfter over for BT, at slottet blev handlet tidligere i år med overtagelse i efteråret. De røde mursten og tilhørende voldgrav var vurderet til 7,4 millioner kroner, men den tidligere ejer af slottet, Region Nordjylland, oplyser over for BT, at det bud, som regionsrådet godkendte i forbindelse med salget, lød på 15.220.000 kroner.

Det er ikke lykkedes BT at få en kommentar fra Rudolph von Platen-Hallermund.

Sagen om elregningen forventes afgjort i retten onsdag.