Biskopper nægter arbejde med homovielser

Ikke alle biskopper vil deltage i arbejdet med et vielsesritual til homoseksuelle, som kirkeministeren påstår.

Kirkeministeren fik ikke overtalt alle biskopper til at udarbejde et ritual for vielser af homoseksuelle ved torsdagens bispesamråd, skriver Kristeligt Dagblad.

Enigheden blandt biskopperne og kirkeminister Manu Sareen (R) er altså langt fra så stor, som ministeren gav udtryk for efter samrådet.

- Nu har vi kigget hinanden i øjnene, og biskopperne arbejder videre til trods for deres uenighed, som går på nogle teologiske aspekter af ægteskabet, sagde Manu Sareen til Ritzau.

Men to biskopper er af en anden opfattelse og nægter at følge regeringens planer.

- Hvis man vedtager i Folketinget, at homoseksuelle skal vies til ægtefæller, så vil jeg sige, at det går jeg ikke ind for, og jeg vil dermed ikke være med til at udforme et ritual, siger Helsingør-biskop Lise-Lotte Rebel til Kristeligt Dagblad og tilføjer:

- Det strider både mod det danske sprog og kirkens ægteskabsteologi, som kommer til udtryk i vielsesritualet.

Hun bakkes op af biskop over Lolland-Falsters Stift, Steen Skovsgaard.

Ifølge Manu Sareen, er biskopperne klar til at arbejde på et forslag til, hvordan ritualet skal udarbejdes i praksis. Han forventer, at forslaget er færdigt i løbet af foråret eller sommeren 2012.

Men ifølge Lise-Lotte Rebel er der kun tale om en generel enighed blandt biskopperne:

- Selvfølgelig er jeg som biskop indstillet på at indgå i arbejdet med ritualer. Men Steen Skovsgaard og jeg er ikke indstillet på at lave et ritual til homoseksuelle.

- Som jeg sagde på mødet, og som jeg har sagt flere gange, så mener jeg, at det er mangel på respekt for forskellighed, hvis man vil ligestille ægteskabet med et forhold mellem to af samme køn, siger hun.

Lise-Lotte Rebel vil ikke spå om, hvad striden ender med, men hun understreger, at der stadig er stor uenighed mellem biskopperne.

/ritzau/

 

Lige nu på B.T. PLUS

Nyheder

Sådan blev jeg Johanne Schmidt-Nielsen

17/04 10 kr
Bil og camping

Bøderne i EU er eksploderet

12/04 10 kr
Slank

Bliv slank - uden at blive fattig

11/04 10 kr
Motion

Chris MacDonald: Når målet skal nås

07/04
Jobzonen - Ny karriere

Annonce: