Aftaler, der giver brancheforeninger veto mod rabatter i biografer, skal ophæves, slår ny afgørelse fast.

Valby: Det skal stå biograferne frit for at tilbyde deres kunder rabatter. Det slår en afgørelse fra Konkurrencerådet fast.

Tidligere har der hersket aftaler mellem brancheforeningerne Foreningen af Filmudlejere i Danmark og Danske Biografer, der har forhindret biograferne i at give rabatter på over 20 procent uden at spørge en af de to brancheforeninger om lov.

I afgørelsen har Konkurrencerådet påbudt de to brancheforeninger at ophæve de aftaler. Derudover har de to brancheforeninger fået forbud mod i fremtiden at lave lignende aftaler, der forhindrer rabatter til biografgængerne.

Afgørelsen betyder, at biograferne nu kan konkurrere på at have de laveste priser til glæde for kunderne.

- Jeg håber, at biograferne i Danmark vil gribe den nye mulighed for at konkurrere på priser, siger Jakob Hald, der er direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

- Konkurrencerådets afgørelse åbner også gode muligheder for, at biograferne kan udvikle nye forretningskoncepter i kampen om at tiltrække flere biografgængere.

I afgørelsen nævnes et eksempel, hvor Allerød Bio ville oprette en klippekortordning kaldet "Stjernefilmsklubben". Det afviste Foreningen af Filmudlejere i Danmark i en mail med henvisning til, at rabatten vil være større, end aftalen tillod.

Ligeledes er et tilbud fra teleselskabet Telia om at tilbyde biografbilletter til halv pris en bestemt dato blevet afvist som et brud på aftalen.

Derfor mener Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens direktør, at aftalen kan have ført til forhøjede priser for forbrugerne.

- Hidtil skulle biograferne ifølge aftalerne have lov af filmudlejeren eller brancheforeningen. Det har begrænset konkurrencen og kan i sidste ende have medført for høje priser på biografbilletter, siger Jakob Hald.

/ritzau/