Bilister kan roligt køre ud juleaftensdag

Ingen glatte veje, ingen storm, der kan lukke broer, og ingen tæt trafik. Julen bliver måske ikke hvid, men så er det nemmere at nå frem på vejene, når dagen er grå.

»Der er jo ikke nogen varsel om koldt vejr eller noget ekstraordinært på den front, så vi håber på, det bliver stille og roligt i dag,« siger Jakob Riis-Petersen fra Vejdirektoratets Trafikinformation.

Lillejuleaftensdag var der frygt for, at vinden på juleaftensdag ville udvikle sig til så kraftigt, at det ville betyde lukkede broer. Men umiddelbart er også den risiko udvisket.

»Indtil videre så fraråder man kørsel med vindfølsomme køretøjer på de tre større broer i øjeblikket, det er Storebælts-, Øresunds- og den nye Lillebæltsbro. Det ser ud til, at vinden vil løje af sent på eftermiddagen og i aften. Det kan selvfølgelig ændre sig, men det er vores bud,« siger Jakob Riis-Petersen.

Lige nu blæser det ifølge Danmarks Meteorologiske Institut omkring 14-18 meter i sekundet, og Jakob Riis-Petersen forklarer, at vindstyrken skal på omkring de 20, før man overvejer at lukke broerne.

»Når vi nærmer os 20, så er det så voldsomme stød, at vi ikke kan sikre os, at hvis der kommer en lille ændring i vindretningen eller noget, så er det så alvorligt, så man bliver nødt til at lukke ned. Så derfor vil man helst ikke have folk, der passerer ved 20 meter i sekundet. Men man lukker den jo i første omgang for de vindfølsomme køretøjer,« siger han. Indtil videre lyder der kun et råd - ikke et forbud - til den slags køretøjer om at køre på broerne.

Det hjælper også på trafikken juleaftensdag, at julen i år faldet således, at der har været mange rejsedage at vælge imellem. Derfor er det de færreste, som tager den lange tur på tværs af landet juleaftensdag.

»Alle dem, der har taget turen fra øst til vest og omvendt, burde være kørt allerede. Både fredag, lørdag, søndag og mandag har man haft mulighed for at køre. derfor har de fleste allerede kørt turen på det her tidspunkt. Derfor forventer vi ikke andet end den regionale trafik i dag (juleaftensdag), hvor man skal fra a til b, men man bliver altså i den landsdel, man er kørt fra,« siger han.

Trafikken bliver for hovedparten inden for de enkelte byer og landsdele, hvor turen kommer til at gå til kirken eller ud for at hente juletræ.

»Og hvis du skal hen til nærmeste familie i nabobyen at holde jul, så er det den tur, man tager i dag,« siger Jakob Riis-Petersen.

Læs også: