Biler får lov til at køre i nødsporet

En forsøg på en nordsjællandsk motorvej kan føre til, at bilisterne får lov til at bruge nødsporet i myldretiden. FDM og Rådet for Sikker Trafik er begejstrede.

Fra på mandag må man bruge nødsporet, når der er trængsel på motorvejen. Det gælder dog kun på strækningen mellem Værløse og Skovbrynet på Hillerødmotorvejen, der danner rammen om et nyt forsøg fra Vejdirektoratet.

De to kilometer motorvej er plaget af lange køer i morgentrafikken, og Vejdirektoratet vil undersøge, om det vil afhjælpe problemet at lade bilisterne bruge nødsporet, der ellers er reserveret til udrykningskøretøjer.

»Vi får afprøvet et koncept med at køre i nødsporet, som så kan forfines, så det også kan anvendes andre steder. Fidusen her er, at vi ikke udvider vejarealet, men bruger det eksisterende areal,« siger projektleder Claus Lund Andersen fra Vejdirektoratet til Jyllands-Posten.

Ifølge projektlederen tyder udenlandske erfaringer ikke på, at kørsel i nødsporet forringer sikkerheden, men hos Furesø Kommunes beredskab er man alligevel bekymret.

»Vi har af og til brug for nødsporet, for der skal ikke særlig meget til, før trafikken fuldstændigt stopper. Det behøver ikke at være et alvorligt sammenstød, men kan også være, hvis en bil brænder,« siger viceberedskabschef René Bech til Jyllands-Posten.

Bekymringen deles dog hverken af FDM eller Rådet for Sikker Trafik. Hos FDM, bilejernes interesseorganisation, krydser man fingre for, at forsøget vil løse flaskehalsproblemerne på motorvejene, mens Rådet for Sikker Trafik stoler på Vejdirektoratets dømmekraft i forhold til trafiksikkerheden.

»Det kan være, at man hurtigt finder ud af, at det bliver et problem, og så må man stoppe. Men vi synes ikke, at man som udgangspunkt skal tale forsøget ned, for det er i udgangspunktet sat fornuftigt op,« siger dokumentationschef Jesper Sølund til Jyllands-Posten.

Forsøget på Hillerødmotorvejen vil blive løbende evalueret frem mod 2017.