Den tidligere bestyrelse i Wonderful Copenhagen kan blive draget til ansvar for det skandaleramte Eurovision.

København: Medlemmer af den tidligere bestyrelse i Wonderful Copenhagen kan blive draget til ansvar for de store budgetoverskridelser, som Eurovision i 2014 endte med at skabe.

Det fremgår af en såkaldt agterskrivelse fra Erhvervsstyrelsen. Men ingen af bestyrelsesmedlemmerne havde personlig gavn af det, der skete, påpeger Morten Jung, der selv sad i bestyrelsen.

- Man har et ansvar som bestyrelsesmedlem, og det må man tage på sig. Men det er vigtigt at sige, at der ikke var nogen af de øvrige bestyrelsesmedlemmer, som traf beslutninger for egne vindings skyld, siger han.

- Der var ingen, der havde ureelle hensigter. Jeg synes, det er synd for dem, siger Jung, der til daglig er 1. viceborgmester på Frederiksberg for Det Radikale Venstre.

Morten Jung kan som et af tre tidligere bestyrelsesmedlemmer ikke blive draget personlig ansvarlig, fremgår det af agterskrivelsen.

Det skyldes, at han på et ekstraordinært bestyrelsesmøde stemte imod, at Wonderful Copenhagen skulle dække underskuddet i det projektselskab, som var blevet oprettet for at afvikle Eurovision.

Ritzau har været i kontakt med flere af de øvrige bestyrelsesmedlemmer, men ingen af dem har ønsket at udtale sig.

Det samlede tab for Wonderful Copenhagen, som Erhvervsstyrelsen vurderer, at den gamle bestyrelse og ledelse kan blive holdt ansvarlig for, er på 46 millioner kroner. De kan dog formentlig ikke komme til at skulle betale det hele.

Projektselskabet endte med et underskud på 58 millioner kroner. DR havde ansvaret for showet, og Morten Jung undrer sig over, hvorfor DR ikke har taget noget af underskuddet på sig.

- Der var tre parter, der indgik et samarbejde: Region Hovedstad, Wonderful Copenhagen og DR. I den forbindelse havde jeg da gerne set, at DR havde været med til at løfte noget af underskuddet, siger det tidligere bestyrelsesmedlem.

Allerede inden showet donerede både regionen og Wonderful Copenhagen ekstra millioner. Wonderful Copenhagen betaler desuden 46 millioner kroner tilbage til regionen ved i syv år efter afholdelsen af Eurovision at få reduceret tilskud fra regionen.

/ritzau/