De klager, der er kommet over en busreklame, der opfordrer til boykot af de israelske bosættelser, var primært engelsksprogede, siger et medlem af Movias bestyrelse.

Danmarks største trafikselskab Movia fjernede torsdag en reklame fra sine busser efter cirka 100 klager.

Men størstedelen af klagerne var slet ikke fra danskere, lyder det nu ifølge Radio24syv fra Jens Mandrup (SF), der er bestyrelsesmedlem i Movia.

»Som jeg har forstået det, har langt hovedparten af klagerne været på engelsk og ikke været fra folk, der bor i Danmark. Det er i hvert fald mit indtryk,« siger han til Radio24syv.

»Jeg har lidt en fornemmelse af, at der sidder nogen et helt andet sted, måske lidt tættere på konflikten, som er meget følsomme over for lige præcis dette spørgsmål,« tilføjer Jens Mandrup.

Han kalder det samtidig for »utidig indblanding«, at den israelske ambassadør ifølge DR Nyheder har holdt et møde med Movia om sagen.

Spørgsmål: Uden at man skal tage sølvpapirshatten på, så lyder det som om, du antyder, at det er et jødisk lobby-apparat, der er i gang?

»Jeg ved det ikke. Jeg ved det simpelthen ikke. Men det er da nærliggende at tænke, at hvorfor pokker får vi lige pludselig, med sådan en enkelt reklame, der har kørt nogle ganske få dage, rigtig mange udenlandske henvendelser? Det må i hvert fald være nogen, der har fokus på den konflikt. Hvor de kommer fra, det ved jeg simpelthen ikke – det kan jeg ikke svare på,« siger Jens Mandrup til Radio24syv.

Jens Mandrup var efter eget udsagn det eneste af de ni bestyrelsesmedlemmer i Movia, der stemte imod beslutningen om at fjerne busreklamerne.

»Det er et basalt spørgsmål om ytringsfrihed – når vi tillader politiske reklamer på busserne, så må det være alle slags politiske reklamer,« siger han til Radio24syv.

Det er ikke lykkedes at træffe Movias bestyrelsesformand, Herlev-borgmester Thomas Gyldal Petersen (S), for at få hans vurdering af sagen, mens næstformand Per Hovmand (K) og flere andre bestyrelsesmedlemmer ikke ønsker at udtale sig.